Obama og EU gør klar til at lempe sanktioner mod Iran
Aftalen om Irans atomvåben er tæt på at blive til virkelighed. Sanktioner kan hæves, når Iran opfylder krav.
Irans udenrigsminister, Mohammad Javad Zarif, under en pressekonference i Teheran lørdag.
Irans udenrigsminister, Mohammad Javad Zarif, under en pressekonference i Teheran lørdag. Foto: Ebrahim Noroozi/AP


Både Europa og USA har papirarbejdet på plads og er klar til at ophæve sanktioner mod Iran. Det kan ske, når Iran har gennemført de aftalte ændringer rundt om på landets atomanlæg.

- I dag er en vigtig milepæl i retning af at forhindre Iran i at få et atomvåben og sikre, at dets atomprogram fremover udelukkende er fredeligt, siger den amerikanske præsident, Barack Obama.

Han har bedt sin udenrigsminister, finansminister, handelsminister og energiminister om at "tage de nødvendige skridt i retning af at opfylde USA's forpligtelser angående sanktionerne beskrevet i Iran-aftalen".

EU har også gjort en række dokumenter klar, som skal lette vejen hen mod at ophæve en række økonomiske sanktioner samt de sanktioner, der knytter sig til det iranske atomprogram, hvis Iran opfylder betingelserne i aftalen.

Det oplyser EU's udenrigschef, Federica Mogherini.

- Alle parter er fortsat fast besluttet på at sikre, at den fælles handlingsplan gennemføres så hurtigt som muligt, siger Mogherini og den iranske udenrigsminister, Mohammad Javad Zarif, i en fælles udtalelse.

Aftalen, som blev indgået mellem Iran og de såkaldte P5+1 lande - USA, Kina, Rusland, Frankrig, Storbritannien og Tyskland - indebærer, at Iran blandt andet vil tillade en form for tilsyn med sine atomanlæg, mens de vestlige lande til gengæld vil ophæve en række sanktioner.

Aftalen kan dog først blive endeligt implementeret, når Det Internationale Atomenergiagentur (IAEA) har afleveret en rapport om de iranske fremskridt på området.

Amerikanske embedsmænd siger til nyhedsbureauet Reuters, at det tidligst ventes at blive om to måneder.

Søndag var "Vedtagelsens Dag", som både Washington og Bruxelles betegner det. Det er 90 dage siden, at atomaftalen med Iran blev godkendt af FN's Sikkerhedsråd.

Senere kommer "Implementeringens Dag", som altså finder sted, når Iran har taget de lovede skridt og det er bekræftet af IAEA.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.