Obama: Massakre kan måske være terror
Vi ved ikke endnu, hvorfor det skete, siger USA's præsident efter drab på 14 på socialcenter i Californien.
I det Ovale Værelse i Det Hvide Hus kommenterer Barack Obama torsdag massakren i San Bernardino.
I det Ovale Værelse i Det Hvide Hus kommenterer Barack Obama torsdag massakren i San Bernardino. Foto: Evan Vucci/AP


Det er muligt, at massakren i den californiske by San Bernardino var terror, men vi ved det ikke endnu, siger USA's præsident, Barack Obama.

- På dette stade ved vi endnu ikke, hvorfor denne forfærdelige begivenhed skete, siger han i en erklæring fra Det Ovale Værelse i Det Hvide Hus.

- Vi ved ikke på dette tidspunkt, hvor langt deres plan gik, siger han om det muslimske par, der dræbte 14 mennesker og sårede 21 på et socialcenter i San Bernardino.

- Det er muligt, at dette var terror-relateret, men vi ved det ikke. Det er også muligt, at dette havde noget med arbejdspladsen at gøre, siger Obama.

Det amerikanske forbundspoliti (FBI) advarer også mod forhastede konklusioner om terror.

- Vi kan ikke udelukke noget på dette tidspunkt, siger FBI's næstkommanderende i Los Angeles, David Bowdich.

- Det ville være uansvarligt af mig at kalde det terrorisme. FBI definerer terrorisme meget specifikt. Det er det store spørgsmål for os: Hvad var motivet til dette, siger han.

Til tv-stationen CNN siger en kilde inden for politiet om Syed Rizwan Farook - den ene af angriberne - at han tilsyneladende var blevet radikaliseret. Men det er uvist, om det spillede nogen rolle i forbindelse med angrebet på socialcentret.

En anden kilde siger til CNN, at Farook havde været i kontakt telefonisk og på sociale medier med mere end en person med tilknytning til international terrorisme.

Den amerikanske præsident har i forbindelse med massakren i Bernardino igen beklaget, at den amerikanske kongres ikke har villet stramme USA's våbenlovgivning.

Obama har beordret, at alle regeringsbygninger, ambassader og militære bygninger flager på halv indtil mandag for at "ære ofrene for angrebet i San Bernardino".

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.