Præsident Barack Obama inviterer den kommende præsident, Donald Trump, på besøg i Det Hvide Hus torsdag, oplyser embedsmænd ifølge Reuters.
Obama har ringet til Trump for at lykønske ham med sejren over demokraten Hillary Clinton.
Trump er inviteret til Det Hvide Hus, så de kan drøfte, hvordan magtoverdragelsen skal foregå.
- At sikre en glat overdragelse af magten er en af de topprioriteter, som præsidenten lagde sig fast på i begyndelsen af året, og et møde med den kommende præsident er det næste skridt, skriver Obamas talsmand.
Obama har også ringet til tabende Clinton. Hun vil senere onsdag kommentere sit nederlag til Trump.
Normalt bliver den vindende kandidats kone også inviteret med til Det Hvide Hus, så præsidentparret kan vise Det Hvide Hus frem og fortælle om, hvordan man praktisk indretter sig med sin familie.
/ritzau/Reuters