Obama: Briter bør blive i EU for at beholde indflydelse
Storbritannien genforhandler sit forhold til EU, men USA ser helst, at briterne fortsætter i EU-samarbejdet.


Hvis Storbritannien fortsat vil have en stemme på den verdenspolitiske scene, bør landet blive i EU, lyder det fra den amerikanske præsident, Barack Obama, i et interview med den britiske tv-kanal BBC.

Den britiske premierminister, David Cameron, gik efter sin valgsejr tidligere på året i gang med at genforhandle Storbritanniens EU-forhold, og den proces kulminerer med en folkeafstemning i slutningen af 2017, hvor briterne skal sige ja eller nej til at blive i EU.

Ifølge Barack Obama er Storbritannien dog en vigtig del af det europæiske samarbejde.

- At have Storbritannien i EU giver os en større tillid til styrken af den transatlantiske union, og EU er en af hjørnestenene i de institutioner, der blev bygget op efter Anden Verdenskrig og har gjort verden mere sikker og velstående.

- Vi vil gerne sikre, at Storbritannien også fremover har den form for indflydelse, siger Obama til BBC.

David Cameron vil i forbindelse med genforhandlingen af briternes EU-medlemskab blandt andet have gjort det klart, at EU-traktatens mål om en stadig tættere union ikke gælder for Storbritannien.

Han vil også give nationale parlamenter bedre mulighed for at stoppe EU-lovgivning, de ikke bryder sig om. Forslaget kan gå ud på, at når flere parlamenter er enige, kan de give det røde kort til den uønskede EU-lovgivning.

Derudover kræver Cameron regler for EU-borgeres ret til britiske velfærdsydelser, og at samarbejdet om euroen ikke går ud over lande, der ikke benytter sig af den fælles mønt.

Premierministeren har tidligere sagt, at hans krav kan ende med en traktatændring i EU.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.