OB-træner roser sin målmand: Han reddede os
Kent Nielsen er glad for det ene point, OB fik i Randers, og fremhæver især Maksym Kovals præstation i målet.
Maksym Koval fik en hovedrolle, da OB spillede 1-1 i Randers.
Maksym Koval fik en hovedrolle, da OB spillede 1-1 i Randers. Foto: VAN NORDE ERNST/POLFOTO


OB var ikke uheldige med at rejse fra Randers med 1-1 i mandagskampen i Alka Superligaen.

Randers spillede sig frem til flere store tilbud, og OB-træner Kent Nielsen er da også godt tilfreds med det ene point, som hans hold kan tage med hjem.

- Vi er glade for det point, vi kan tage med i dag. Randers var lidt for meget på bolden, og de spillede sig frem til nogle store muligheder. De kunne have scoret flere mål, og vi kom til at bruge for meget energi defensivt, siger Kent Nielsen.

- Som kampen udviklede sig, er vi godt tilfredse med det ene point.

Specielt en mand får roser med på vejen af Kent Nielsen, og det er målmanden Maksym Koval, der diskede op med flere afgørende redninger undervejs.

- Han reddede helt sikkert et point til os. De havde et par store muligheder tæt foran mål, og han leverede et par pragtredninger i nogle af de situationer. Det var klart hans bedste kamp for os, siger Kent Nielsen.

OB-stopperen Lasse Nielsen er også fint tilfreds med den indsats, som hans målmand leverede. Og understreger, hvor vigtigt det var for den ukrainske keeper.

- Det var dejligt at se den frygtløshed, han viste. Han var virkelig en vigtig mand for os, og jeg ved ikke, hvor mange af deres frie headere, han fik lapperne på, siger Lasse Nielsen.

- Det var vigtigt for ham med den præstation, for der har været kæmpe forventninger til ham. Han leverede virkelig, og han fortjener vist en plads på rundens hold med den præstation, siger Lasse Nielsen.

Næste opgave for OB i Alka Superligaen er på søndag, hvor man hjemme tager imod Brøndby.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.