OB-træner revser uskarpe angribere
OB har store problemer med at score mål, og træner Kent Nielsen klamrer sig til tidligere tiders bedrifter.
OB-træner Kent Nielsen må kigge langt efter sejre i Alka Superligaen.
OB-træner Kent Nielsen må kigge langt efter sejre i Alka Superligaen. Foto: Frank Cilius/Scanpix


OB fik en mindre optur med uafgjort mod Silkeborg, men søndag var alt ved det gamle, da OB hjemme tabte i Alka Superligaen.

Lyngby var på besøg og vandt opgøret 2-1, og hjemmeholdet måtte sande, at man har tabt ni ud af sæsonens 16 kampe indtil nu og ligger næstsidst i rækken med blot 11 point.

Målscoren hos OB lyder på 13-26, og Rasmus Festersen har blot scoret to gange i sæsonen, mens eksempelvis Anders K. Jacobsen endnu ikke har scoret.

I sæsonen forinden scorede de to spillere henholdsvis 14 og 12 gange, og OB-træner Kent Nielsen klamrer sig til tidligere tiders bedrifter.

- I bund og grund kigger vi på, hvad folk tidligere har gjort. Så har man en anerkendelse af, at det ikke er godt nok lige i øjeblikket, men vi ved at potentialet er der, og det bliver vi ved at jagte, siger Kent Nielsen.

I dagens kamp havde Anders K. Jacobsen et par muligheder, og Kent Nielsen er glad for, at mulighederne trods alt opstår.

- Vi bliver nødt til at have målsætningen om, at vi bliver ved med at komme i de farlige situationer, for vi har spillere, der før har vist, at de kan.

- Jeg må også erkende, at Jesper Hansen står en god kamp, for jeg synes, at vi har nogle fine afslutninger, siger Kent Nielsen.

OB bragte sig i en svær situation, da højrebacken Mikkel Desler efter ti minutter lavede en for kort tilbagelægning. Den opfangede Lyngby-topscoreren Jeppe Kjær og scorede.

- Vi gjorde det svært for os selv. Det er rigtig skidt at komme bagud mod et hold, der har vist stor styrke i at forsvare en 1-0-føring.

- Det vil Mikkel være enormt ærgerlig over. Det var et fejlskøn.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.