OB-træner om nyindkøb: Vi holder øje
Kent Nielsen vil kun hente spillere i transfervinduet, hvis pris og kvalitet går op i en højere enhed.


Fodboldklubben OB skal måske ud at hente forstærkninger, før sommerens transfervindue lukker.

OB-træner Kent Nielsen er især presset i midterforsvaret, da klubben netop har solgt Kasper Larsen til hollandske Groningen.

- Generelt er vi opmærksomme på markedet.

- Hvis vi føler, at pris og kvalitet det passer, så handler man også. Hvis der ryger noget ud, så er planen, at der også skal noget nyt ind, men man skal aldrig sige aldrig, siger Kent Nielsen.

OB-træneren gav i søndagens 2-3-nederlag debut til 18-årige Magnus Pedersen i forsvaret, da Mohammed Diarra måtte lade sig udskifte med en skade. I forvejen er Lasse Nielsen endnu ikke kampklar.

- Vi er afklarede med det, vi har. Diarra kom ind og spillede en rigtig fin kamp. Lasse var ude, og så kom Magnus Pedersen ind til sin debut, så det er klart, at der er vi lidt udfordrede, siger Kent Nielsen.

I målet blev Michael Tørnes i sidste uge hentet ind i stedet for den langtidsskadede Michael Falkesgaard.

Tørnes stod imod Randers RC, men han skal ikke vide sig for sikker på pladsen.

- Det kan godt være, at der kommer en ny målmand, hvis vi finder den rigtige, siger Kent Nielsen.

Målmanden tager konkurrencen op, hvis klubben henter endnu en målmand.

- Det er en konkurrencesport, så hvis der kommer en, så er det en konkurrence om pladsen. Den bedste skal jo stå, siger Tørnes.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.