OB-træner efter lussing mod FCK: Vi havde ikke modet
OB-træner Kent Nielsen savnede mod og dygtighed i 4-1-nederlaget til FC København.
Kent Nielsen var ikke tilfreds med indsatsen mod FCK.
Kent Nielsen var ikke tilfreds med indsatsen mod FCK. Foto: SCH?TZE REN?/FOTOGRAF RENZ SCHYTZE


OB afsluttede søndag et svingende efterår med at tabe 1-4 på udebane til FC København.

Cheftræner Kent Nielsen er ikke tilfreds med sit holds indsats.

- Det var nogle dumme mål, de fik. Især det tredje og fjerde. FCK var bedre end os. I første halvleg var vi ikke dygtige nok og havde ikke modet til at modstå det pres, FCK ligger, når man har bolden.

- Det mod viste vi i starten af anden halvleg, hvor vi var i stand til at gøre det svært for dem, siger Kent Nielsen.

- Det er ærgerligt, det gik sådan, for vi føler, at vores form har været opadgående, og det har set godt ud, det vi har løbet og lavet, og vi troede på, vi havde nogle muligheder herinde, siger OB-træneren.

Angriberen Kenneth Zohore ærgrer sig over nederlaget, der betyder OB overvintrer lige uden for top-seks i tabellen.

- De smadrede os fysisk i starten og styrede kampen efter deres to første mål.

- Vi havde håbet at gå til pause med et bedre resultat, og havde vi fået et resultat i dag, havde det måske været et godkendt efterår. Det er det måske stadigvæk, men lige nu er jeg bare meget ærgerlig over nederlaget, siger Zohore.

OB's sportsdirektør, Jesper Hansen, vil dog gerne være med til at kalde efteråret for godkendt.

- Der har været udfald og bump undervejs, og sådan er det, når man har et nyt trænerteam og flere nye spillere. Men der har også været tegning til noget andet, og det er glædeligt.

- Vi har forsøgt at skabe en ny spillestil sammen med Kent Nielsen, og det har kostet i nogle kampe, og vi har fået hug undervejs, men i andre kampe har man kunnet se, hvad vi vil og er på vej til. Så alt i alt kan vi være okay tilfredse med efteråret, siger Jesper Hansen.

24 point i 18 kampe er det bedste efterår i tre år for OB.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.