OB-profil kan få comeback i bundgyser
Rasmus Falk har ikke spillet siden august, men han træner med OB-truppen og kan få comeback mod Esbjerg.
Ove Pedersen fik en sejr i sin OB-debut. Mandag kan træneren have profilen Rasmus Falk tilbage, når OB møder Esbjerg på udebane.
Ove Pedersen fik en sejr i sin OB-debut. Mandag kan træneren have profilen Rasmus Falk tilbage, når OB møder Esbjerg på udebane. Foto: OLE FREDERIKSEN/POLFOTO


Fodboldspilleren Rasmus Falk har ikke spillet for OB, siden klubben den 17. august vandt 2-0 ude over Randers FC i femte runde af Superligaen.

En knæskade har holdt offensivprofilen ude, men 22-årige Rasmus Falk er i spil til mandagens bundkamp ude mod Esbjerg, der ligger lige under nedrykningsstregen, en placering under OB.

- Han har indgået i træningen hele ugen, så han indgår på lige fod med de andre. Selvfølgelig har han ikke prøvet alt af på maksimalt niveau, men det har heller ikke været planen.

- Men skal han starte inde mod Esbjerg, skal vi have testet nogle ting af på maksimalt niveau, siger OB-træner Ove Pedersen.

Rasmus Falk har været stærkt savnet på OB-holdet, som har haltet gevaldigt i Superligaen.

Det førte den 30. september til fyringen af cheftræner Troels Bech, hvorefter holdet fire dage senere under ledelse af Ove Pedersen vandt 2-0 hjemme over Silkeborg.

Det var i øvrigt OB's første ligasejr siden marts 2013, uden at Rasmus Falk var med på banen.

Ove Pedersen ser frem til at få offensivspilleren tilbage.

- Jeg sagde, allerede før jeg blev træner i OB, at klubben råder over to af de største offensive profiler i Superligaen i Emil Larsen og Rasmus Falk.

- Selvfølgelig handler det ikke kun om de to, men man får nogle muligheder ved at have typer som dem på holdet.

- Vi skal ikke være bange for at erkende, at vi har gode muligheder med sådanne to spillere. Men det handler om at få helheden til at fungere, så de bliver iscenesat på den bedst mulige måde, siger Ove Pedersen.

Han kan desuden håbe på snart at have Daniel Høegh klar igen.

Den 23-årige midterforsvarer blev for en måned siden opereret i menisken, og han er så småt begyndt at træne med igen.

- Hvis alt går efter planen, kommer han ud og spiller fodbold med os i denne uge. Men jeg kan ikke garantere, at han når at komme i spil til Esbjerg-kampen.

- Når man har været igennem en meniskoperation, kan der komme hævelser, som forsinker det hele. Og det er først, når man belaster knæet, at man kan sige, om der kommer lidt tilbageskridt, siger Ove Pedersen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.