OB-nedtur fortsætter: Sendt ud af Brønshøj i pokalen
OB er færdig i DBU Pokalen efter nederlag til Brønshøj. Sønderjyske er til gengæld videre.
OB's målmand, Emil Ousager, måtte hente bolden ud af sit mål en gang og så tabte klubben til Brønshøj i pokalturneringen.
OB's målmand, Emil Ousager, måtte hente bolden ud af sit mål en gang og så tabte klubben til Brønshøj i pokalturneringen. Foto: JENS DRESLING/POLFOTO


Onsdagen bød på endnu en nedtur for fodboldklubben OB, der har fået en meget skidt start på sæsonen i Superligaen.

Træner Troels Bech så sit hold ryge ud af pokalturneringen i 2. runde efter nederlag til Brønshøj, der er nummer sjok i den næstbedste række.

Brønshøj vandt hjemme på Tingbjerg Ground fortjent med 1-0 på en scoring af Mikkel Christensen tidligt i anden halvleg.

Brønshøj mødte ellers op til kampen med kun en sejr i sæsonen, 9-1-sejren over Blovstrød i 1. runde af pokalturneringen.

Klubben havde ikke vundet en eneste af ni kampe i Nordicbet Ligaen, hvor holdet er sidst med blot fire point.

OB's statistik fra Superligaen er ikke meget mere prangende med blot en sejr og seks point i otte kampe. Det betyder, at klubben ligger nummer 11.

Sønderjyske havde i modsætning til OB ingen problemer med at spille sig videre til 3. runde.

Klubben vandt 3-0 ude over Esbjerg IF 32

Bojan Golubovic scorede en gang og Marvin Pourié to gange i den sikre sejr.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.