OB henter ny assistenttræner i FCN
John Bredal siger efter 13 år farvel til FC Nordsjælland for at blive assistenttræner for Kent Nielsen i OB.
OB'erne får ny assistenttræner. John Bredal er hentet i FC Nordsjælland.
OB'erne får ny assistenttræner. John Bredal er hentet i FC Nordsjælland. Foto: POLFOTO, Jens Dresling/free


Brikkerne til det sportslige setup i OB til næste sæson er ved at falde på plads. Tirsdag satte den fynske klub navn på en ny assistenttræner.

Det bliver John Bredal, som de kommende år skal assistere klubbens nye cheftræner Kent Nielsen på sidelinjen i OB. Det oplyser klubben i en pressemeddelelse.

- John Bredals bedrifter og kompetencer taler for sig selv, og han har været dygtig til at medvirke til, at unge spillere får chancen og bliver klar til at gribe den, siger OB-sportsdirektør Jesper Hansen.

Bredal har gennem 13 år ageret assistenttræner i FC Nordsjælland, og han glæder sig til den nye udfordring.

- OB er en stor klub med et stort potentiale, og det glæder jeg mig til at være med til at indfrie, siger John Bredal.

Han gør denne sæson færdig i FCN, inden han tiltræder i OB.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.