OB giver lejet angriber kontrakt til 2017
Midterangriberen Kenneth Zohore fortsætter i OB på en kontrakt gældende til sommeren 2017.
Kenneth Zohore bliver permanent i OB.
Kenneth Zohore bliver permanent i OB. Foto: IDA MUNCH/POLFOTO


Angriberen Kenneth Zohore fortsætter karrieren i superligaklubben OB, hvor han i foråret spillede som lejesvend.

Den fynske klub meddeler onsdag, at Zohore har underskrevet en kontrakt gældende for de næste to sæsoner.

- Der er ingen tvivl om, at Kenneth har et stort talent og nogle helt særlige kvaliteter som fodboldspiller. Han har efterhånden været i gamet i noget tid, men han har haft en meget omskiftelig tilværelse, som jeg ikke tror har været god for hans udvikling.

- Han har brug for at komme i god form i en klub, hvor han kender omgivelserne og spillestilen, og det er jeg overbevist om, at han vil lykkes med hos os, siger OB's sportsdirektør Jesper Hansen i en pressemeddelelse.

21-årige Zohore indledte seniorkarrieren i FC København, hvorfra han skiftede til Fiorentina i Italien.

Her lykkedes det aldrig at kæmpe sig til spilletid, og de to seneste sæsoner har han derfor været udlejet til først Brøndby, siden IFK Göteborg og til sidst OB.

- Vi går en spændende tid i møde med OB, hvor Kent kommer til som træner, og mit indtryk er, at han gerne vil spille fremadrettet fodbold, og det synes jeg er positivt.

- Det glæder jeg mig til at kunne fokusere på, og jeg ser frem til at kunne fokusere på holdet og min egen udvikling i stedet for at skulle koncentrere mig om min kontraktsituation, siger Kenneth Zohore.

Angriberen er foreløbig noteret for 11 kampe og 2 mål for OB.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.