OB er vant til at købe spillere, der kan spille fodbold på grønsværen. Men nu har superligaklubben fra Odense også skrevet kontrakt med en spiller, der slår sine folder på computeren. Det fortæller DR Fyn.
Klubben præsenterer søndag FIFA-spilleren Lasse Bækkelund som ny spiller i truppen. Bækkelund får trøje nummer 44 og skal repræsentere OB i alle de konkurrencer, han deltager i.
- Jeg glæder mig rigtig meget til at blive en del af OB. Det er ikke bare en fantastisk nyhed for mig, men også for dansk eSport generelt, hvor vi stadig har et stykke vej til at få den blåstempling, som sporten fortjener, siger Lasse Bækkelund.
Fifa er et af verdens mest populære fodboldspil til computere.
Lasse Bækkelund håber, at han blandt andet kan lære noget omkring det mentale spil fra sine nye klubkammerater. Omvendt håber han, at han kan give OB's brand endnu en dimension med computerspil, fortæller han til DR Fyn.
Med samarbejdsaftalen med 21-årige Bækkelund bliver OB den første superligaklub i Danmark, der også investerer i spillere inden for eSport.
- Vi vil gerne medvirke til, at Odense kommer til at spille en betydelig rolle som et kraftcenter inden for dansk eSport, forklarer kommerciel chef i OB, Jack Jørgensen.
- Derfor er det også naturligt for os at gå ind i eSport, når vi samtidig har et spændende fynsk talent, som vi tror på kan udvikle sig til noget stort, hvis han får de rette muligheder og rammer for det.
/ritzau/