Dimittenderne står i øjeblikket i kø for at komme i virksomhedspraktik og dermed skrive lidt mere på et tyndt CV. Men det er en håbløs kamp, skriver nyuddannede journalist Michael L. Bech Særkjær i et debatindlæg i Information. Han oplever arbejdsgivere, som ingen tillid har til praktikanter, og jobcentre, der spænder ben med ligegyldige tvangsmøder.
- Jeg kontakter jævnligt forskellige virksomheder for at få en virksomhedspraktik. Størstedelen synger sangen fra syden: De kan ikke overskue det lige nu, og de har for travlt. Læs lige den undskyldning én gang til. Overskue? For travlt? Så burde man jo netop få armene i vejret over gratis arbejdskraft og modtage den jobsøgendes ansøgning med kyshånd, skriver Michael Særkjær i debatinlægget i Information.
Udkonkurreret af universitetspraktikanter
Michael Særkjær er uforstående over for virksomheder, der ikke ønsker virksomhedspraktikanter. Selv har han ifølge debatindlægget søgt flere stillinger, hvor han har oplevet ikke blot at få et nej, men ofte finder ud af at arbejdsgiveren ikke engang har læst hans ansøgning.
Michael Særkjær tror, at problemet ligger i den korte praktiktid, som virksomhedspraktikanter har på to måneder, hvorefter arbejdsgiveren føler sig forpligtiget til at tilbyde et job, de måske slet ikke har. Så vil de hellere benytte sig af universitetspraktikanter, der kan være på arbejdspladsen i et halvt år og derefter skal tilbage til skolebænken.
Jobcentret er heller ingen hjælp i forbindelse med kontakt til jobmarkedet. Her bliver man nemlig tvunget til at deltage i kurser og workshops, der ingenlunde hjælper en til at få et job.
- Ideen om at tilbyde sparring i jobsøgningsprocessen til dem, som ønsker det, er fænomenal. Det bliver først klamt, når hele baduljen er obligatorisk. Møderne på jobcentret forskønner ikke mine chancer for at komme i job. Jeg ville være bedre stillet, hvis jeg ikke skulle bruge tiden på at tilfredsstille et jobcenter, men derimod kunne snuse til arbejdsmarkedet, skriver Michael Særkjær i Information.