Jobbet fylder meget i vores liv, og i 2014 har det måske fyldt for meget for nogle. I hvert fald har næsten hver fjerde af os et nytårsforsæt om, at arbejdet skal være mindre travlt og stresset i det nye år.
Det viser en undersøgelse, som analysebureauet Wilke har lavet for Avisen.dk blandt 1.020 repræsentativt udvalgte danskere.
Og det er et fornuftigt nytårsforsæt, mener erhvervspsykolog Signe Groth-Brodersen.
- Hvis man oplever, at arbejdet fylder for meget i ens liv, er det en god ide at overveje, om det er mig, der leder arbejder, eller det er arbejdet, der leder mig, siger hun.
Alarmklokkerne ringer
Det er en sund øvelse at stoppe op til nytår og spørge sig selv 'kan jeg blive ved med at klare mit arbejde på den her måde.' Det mener Marianne Vind, der er næstformand i HK Privat.
- Mine alarmklokker ringer, når knap en fjerdedel siger, at arbejdet har været for travlt og stresset i 2014. Når man kan mærke på sin krop, at det her kan man ikke blive ved med, så er den altså gal, siger hun.
I HK Privat har de lavet en undersøgelse om nytårsforsæt blandt 583 medlemmer, og her svarer 23 procent, at de gerne vil tilbringe mere tid sammen med familie og venner.
- Der er noget galt ude på arbejdspladserne, når så mange danskere bliver nødt til at genoverveje, om balancen mellem deres arbejde og privatliv er, som den bør være, siger hun.
Hvornår er det godt nok
Af de 23 procent, der har prøvet at have et nytårsforsæt om, at arbejdet skal være mindre travlt og stresset, er det kun fire procent, der har holdt det.
Det kommer ikke bag på forfatter og foredragsholder Torben Wiese fra konsulentvirksomheden Habitmanager. For det er et nytårsforsæt, der er svært at måle, men det er langt fra umuligt.
Læs hans råd til, hvordan du holder dit nytårsforsæt her.
Noget af det vigtigste er, at du taler med dine kollegaer og din chef om, hvordan du får et mindre travlt og stresset arbejdsliv, mener erhvervspsykolog Signe Groth-Brodersen.
- For tit er det, der stresser os, at vi ikke ved, hvornår nok er nok og godt er godt nok, siger hun.
Det kan være omorganiseringer og forandringer i arbejdets indhold, der gør det svært at vide, hvad det er for nogle forventninger, vi skal leve op til.
- Derfor er det en god ide at blive enige om, hvad vi realistisk set kan nå inden for arbejdstiden, og hvornår opgaven er løst godt nok, siger hun.
Har du nogensinde haft et nytårsforsæt om at det nye år skulle være mindre travlt og stresset i forhold til dit arbejde?
Ja, det holdt jeg også: 3,8 procent
Ja, men det holdt jeg ikke: 19 procent
Nej: 71,9 procent
Ved ikke: 5,3 procent
Kilde: Analysebureauet Wilke, 1.020 svar
Har du nogle nytårsforsætter for 2015?
Ja, jeg vil tilbringe mere tid sammen med venner og familie: 23,3 procent
Kilde: HK Privat, 583 svar