Nyt valutachok fra Kina: Devaluerer for anden dag i træk
Centralbanken i Beijing chokerer finansmarkederne med nyt valutaindgreb.
Den kinesiske yuan er for anden dag i træk blevet devalueret. Arkivfoto
Den kinesiske yuan er for anden dag i træk blevet devalueret. Arkivfoto Foto: Andy Wong/AP


Kinas centralbank bliver ved med at overraske valutamarkederne.

Onsdag har banken for anden dag i træk nedskrevet sin valuta i forhold til den amerikanske dollar.

På valutamarkederne uden for Kina falder yuan til det laveste niveau i næsten fire år mod den amerikanske dollar, skriver Reuters.

Usikkerhed om styrken i den kinesiske økonomi menes at være årsagen til centralbankens forsøg på at svække valutaen.

De seneste tal for eksporten har vist et stort dyk, og i flere måneder har andre økonomiske nøgletal indikeret, at den økonomiske vækst står i stampe.

Ved at gøre sin valuta svagere bliver det billigere for udlandet at købe varer i Kina.

Tirsdag satte banken den officielle kurs, også kaldet referencekursen, ned med næsten to procent.

Onsdag er det blevet fulgt op med en yderligere nedsættelse på 1,6 procent ifølge nyhedsbureauerne.

Nogle økonomer mener, at en lavere yuan vil påvirke verdensøkonomien negativt.

- Hvis devalueringen er ensbetydende med en ændret valutakurspolitik i Beijing og dermed en længere periode med en svag yuan, så er det dårlige nyheder for verdensøkonomien, siger seniorøkonom Amy Yuan Zhuang fra Nordea i Singapore til dagbladet Børsen onsdag.

Hun kommenterer tirsdagens træk og altså ikke konsekvensen for to dages nedskrivning.

For den danske eksport til Kina er devalueringen umiddelbart dårligt nyt.

- Det betyder umiddelbart for danske virksomheder, at vores varer bliver dyrere i Kina, og det vil alt andet lige gøre det sværere at afsætte dem, fastslog seniorchefkonsulent Allan Sørensen fra Dansk Industri tirsdag til Ritzau.

- Det, vi skal håbe på, er, at devalueringen giver det tilsigtede løft i væksten, som øger den kinesiske efterspørgsel og på den måde kan være med til at øge vores eksportmuligheder på sigt, tilføjede han.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.