Nyt ugeblad i presset marked overrasker konkurrent
Ugebladet Tæt På, der udkom onsdag, er i et marked med vigende oplag. Hver bid skal tages fra konkurrenter.
Det nye ugeblad Tæt På går ind i et marked, der i forvejen er under pres. (Arkivfoto)
Det nye ugeblad Tæt På går ind i et marked, der i forvejen er under pres. (Arkivfoto) Foto: Kasper Palsnov/Scanpix


Det nye ugeblad Tæt På skal konkurrere med Se og Hør fra Aller Media og Egmonts Her & Nu. Dermed kommer der nu en ny aktør ind i et marked, der allerede er under pres.

Oplagstallene er faldet de seneste mange år, og udgivernes resultater er gået samme vej.

- Markedet for kulørte ugeblade har været i et svagt fald de seneste år. Det gælder både for Se og Hør, Billed-Bladet og Her & Nu. Det er jo kun godt et år siden, at Aller lukkede Kig Ind.

- Så vi er noget overraskede over, at der kommer konkurrence i denne del af markedet. Det er ikke her, det er mest oplagt at gå ind, mener direktør for Egmont Publishing i Danmark Klaus Høegh-Hagensen.

Tallene for branchen er da også langt fra en økonomisk fest. Det samlede oplag for Se og Hør, Her & Nu og Billed-Bladet er faldet med 37 procent til 321.000 fra 2007 til 2014 ifølge Danmarks Statistik.

Skeler man til Allers samlede omsætning under ugeblade, er den faldet fra 2,5 milliarder kroner til 2,0 milliarder fra 2013 til 2015.

Egmont Publishing, der ejer en stribe magasiner i Danmark, oplevede fra 2014 til 2015 et fald i omsætningen og resultaterne, mens Aller Media, Allers danske selskab, gav underskud i både 2014 og 2015.

- Koncernen møder fortsat en mere intens konkurrence fra hele underholdningsindustrien. Dette er med til at forværre de i forvejen udfordrende tider for blandt andet printmedierne, skriver Aller i sit regnskab mens Egmont skriver:

- Nedgangen i omsætning og resultat skal ses ud fra et generelt pres i markedet.

Hos Egmont Publishing erklærer Klaus Høegh-Hagensen sig klar til konkurrencen. Han fortæller samtidig, at det stadig er en overskudsforretning at lave ugeblade.

- Om dette her kan ændre på det, kommer helt an på, hvor stor en position Tæt På får, og hvad prisniveauet i markedet bliver.

- Vi strammer bardunerne og sørger for, at de får hård konkurrence og så lille en del af markedet som muligt. Det er et profitabelt marked, men det kræver, at man har en vis størrelse. Og hver bid af markedet, de får, tager de fra andre, siger Klaus Høegh-Hagensen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.