Nyt rejsekaos: Lufthansa-piloter fortsætter strejke
Konflikten fortsætter i tyske Lufthansa, hvor piloter har varslet strejke fra torsdag morgen.
Ifølge nyhedsbureauet dpa er Lufthansas ledelse uforstående over for, at piloterne fortsætter deres protest
Ifølge nyhedsbureauet dpa er Lufthansas ledelse uforstående over for, at piloterne fortsætter deres protest Scanpix


Passagerer, der skal flyve med det tyske luftfartsselskab Lufthansa, må endnu engang væbne sig med tålmodighed.

Strejken blandt piloterne i Lufthansa fortsætter torsdag, og dermed ser det ud til, at de store tyske lufthavne endnu engang rammes af rejsekaos. Også denne gang er det piloter på Lufthansas langdistanceflyvninger og godstrafik, der bliver på jorden i protest.

Strejkevarslet er udsendt fra torsdag klokken 03 og frem til midnat, og det kommer i kølvandet på en 36 timer lang strejke, som sluttede onsdag.

Ifølge nyhedsbureauet dpa er Lufthansas ledelse uforstående over for, at piloterne fortsætter deres protest, og ledelsen opfordrer piloterne til at vende tilbage til forhandlingsbordet.

Den langstrakte konflikt mellem piloter og ledelse bunder blandt andet i, at parterne er uenige om, hvornår omkring 5400 piloter må gå på pension. Lufthansa vil holde på dem, indtil de fylder 60 år, mens piloterne i dag kan trække sig tilbage på selskabets regning, når de er 55.

Parterne skændes også om lønniveauet, og samtidig er piloternes fagforening modstander af, at piloter og kabinepersonale i lavprisdatterselskabet Eurowings og endnu et kommende lavprisselskab ansættes til ringere løn- og pensionsvilkår end koncernens fællesoverenskomst.

Siden overenskomststriden brød ud i april, har Lufthansa, Lufthansa Cargo og datterselskabet Germanwings måttet aflyse over 6000 flyvninger, hvilket foreløbig har kostet koncernen mere end 170 millioner euro.

/ritzau/dpa

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.