Nyt kontanthjælpsloft præsenteres i dag: Her rammer det hårdest
Regeringen lægger blandt andet op til at skære i kontanthjælpen for 7000 par på offentlig forsørgelse.
Beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen fremlægger fredag regeringens bud på et moderne kontanthjælpsloft.
Beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen fremlægger fredag regeringens bud på et moderne kontanthjælpsloft. Foto: Sara Gangsted/Scanpix


Regeringen vil fredag præsentere sit kontanthjælpsloft, der skal sætte en grænse for, hvor meget kontanthjælpsmodtagere samlet set kan få i offentlige ydelser.

Ifølge de endelige regeringsdokumenter, som har været forelagt Berlingske, lægger regeringen op til en model, der især får betydning for 7000 ægtepar, hvor begge er på kontanthjælp.

De må vinke farvel til den månedlige boligstøtte og den såkaldt særlige støtte, som eksempelvis gives til kontanthjælpsmodtagere med høje boligudgifter. Uanset hvor mange børn de har.

Til gengæld piller regeringen ikke ved hverken kontanthjælpssatserne, børnepengene eller retten til at få tilskud til daginstitutioner.

For et kontanthjælpsægtepar med tre børn på 5, 10 og 15 år vil det ifølge Berlingskes oplysninger for eksempel betyde, at de går fra at modtage offentlige ydelser for omtrent 434.000 kroner om året før skat til at modtage 406.000 kroner.

På den måde vil alle kontanthjælpsægtepar få en større økonomisk tilskyndelse til at påtage sig et lavtlønsjob til 18.500 kroner om måneden, end de har i dag.

Beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V) lægger over for avisen vægt på, at antallet af ægtepar på kontanthjælp er steget med mere end 50 procent siden 2011, hvor Thorning-regeringen afskaffede det gamle kontanthjælpsloft.

- Og det går simpelthen ikke i en tid, hvor der faktisk har været vækst i det danske samfund. Derfor er vi nødt til at sikre, at der for alle er et klart incitament til at arbejde, siger han til avisen.

Det nye kontanthjælpsloft vil dog ifølge Jørn Neergaard Larsen isoleret set kun få nogle "få hundrede" i job.

Rent teknisk er regeringens nye kontanthjælpsloft indrettet sådan, at man laver en række forskellige lofter over, hvor meget personer samlet kan få i ydelse.

Loftet afhænger af flere ting, eksempelvis om man er enlig eller kontanthjælpsægtepar samt hvor mange børn man har.

På trods af at man rammer loftet, kan man dog fortsat få alle børnerelaterede ydelser oven i kontanthjælpen, herunder børnepenge og tilskud til daginstitutioner, fordi regeringen med udspillet undtager disse fra det nye loft.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.