Nyt job? Dronepilot, Growth Hacker eller IoT-specialist
Hvad skal du være, når du bliver stor? "Omnichannel-rådgiver", måske? Det er nærmest slut med "vognmageren", mens en "knowledge-manager" måske kan være fremtiden.
Alle og enhver har i dag adgang til en drone, så måske skal du en tur i supermarkedet og købe en? Det kan være din fremtid ligger i luften.
Alle og enhver har i dag adgang til en drone, så måske skal du en tur i supermarkedet og købe en? Det kan være din fremtid ligger i luften. Foto: Scanpix/modelfoto


For 10 år siden havde de færreste hørt om en drone - og da slet ikke en dronepilot. I den senere årrække har en række nye jobtitler nemlig set dagens lys, det skriver finans.dk, der har samlet en række af de mere særprægede af slagen.

Dronepilot

Dronepilot er en jobtitel, som dækker over en stilling, der bestrides af en person, som er ansat til at styre de flyvende robotter: Droner.

En hurtig søgning på "dronepilot" på jobportalen Jobindex.dk viser da også, at det er en titel af nyere dato. Et kig i arkivet giver nul stillinger, ligesom der dog heller ikke er nogen ledige stillinger som dronepilot her og nu.

Forklaringen er nok, at for ganske få år siden var droner forbeholdt militæret. I dag kan alle købe en drone. Det har skabt en helt ny faggruppe af fotografer og konsulenter, der primært benytter sig af de flyvende robotter. Det skriver Finans.dk.

I erhvervsmæssig regi bruges dronerne til at visualisere, dokumentere og inspicere. Og her skal piloterne certificeres for at få lov til, at få robotterne til at lette fra jorden.


En drone kan bruges til mange ting. Her er et filmhold på havet ved America's Cup 2016. Foto: Henry Browne/Scanpix

App-hvad-for-noget?

Et andet eksempel på et job, der ikke fandtes for 10 år siden, er "app-udvikler". Den type stillinger dukkede først op, da Apple i 2007 revolutionerede mobil-telefonerne med iPhone og i 2008 åbnede AppStore.

På Jobindex.dk er der i dag 152 app-relaterede stillinger ledige.

Og mens jobbetegnelser som bødker, skomager og sågar cd-forhandler nærmest er blevet eksotiske eller sendt på arbejdende museum, så er en Social Media-manager, en Vlogger og RTB-manager hastigt ved at blive dagligdag på jobmarkedet.

Afkod lige den stilling

Finans.dk nævner også stillingsbetegnelser som "Knowledge-manager", "Growth Hacker" og "Omnichannel-rådgiver", bare for at tage nogle af de mere svært afkodelige job-muligheder.

Eller hvad med en IoT-specialist?

Ifølge Finans.dk betyder det "Internet of Things" og dækker over personer der arbejder med standarder og etiske retningslinjer for, hvordan dagligdags ting som kaffemaskiner og badevægte kan kommunikere med hinanden eller internettet.


Hvis du ikke ved, hvad en bødker laver, så laver han tønder og fade af træstave. Faget opstod cirka år 200-400 efter kristi fødsel og er i dag stort set uddødt. Foto: Keld Navntoft/Scanpix/arkiv

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.