Nyt håb for danske job: Værfter får ny reparationschance
Nu ser det alligevel ud til, at danske værfter kan få del i arbejdet med at vedligeholde søværnets skibe, selvom kammeradvokaten mener, at arbejdet skal sendes i EU-udbud.
Partierne bag forsvarsforliget har besluttet ikke at sende arbejdet med at vedligeholde søværnets 53 skibe de kommende i EU-udbud.
Partierne bag forsvarsforliget har besluttet ikke at sende arbejdet med at vedligeholde søværnets 53 skibe de kommende i EU-udbud. Foto: Scanpix


De danske værfter har fået håb om alligevel at kunne få del i arbejdet med at vedligeholde søværnets 53 skibe de kommende syv år.

Kammeradvokaten mener, at arbejdet skal sendes i EU-udbud - hvilket ville betyde, at også udenlandske værfter kunne byde ind på opgaven, der omregnet giver arbejde til flere hundre ansatte i de syv år.

Men et privat EU-advokatkontor var af den modsatte opfattelse og nu har partierne bag forsvarsforliget besluttet, at arbejdet ikke i denne omgang skal sendes i EU-udbud, siger det nordjyske folketingsmedlem for socialdemokraterne, Bjarne Laustsen til DR Nordjylland.

Erhvervs- og vækstministeriet skal nu se på sagen og skal så melde tilbage til Forsvarsudvalget, om der er en smutvej i udbudsreglerne.

- Vi er meget optaget af at holde arbejdet herhjemme. Organisationen Danske Maritime siger jo, at der er arbejde i op til 2.000 mandeår over den syv-årige periode, siger Bjarne Laustsen.

Bjarne Laustsen mener ikke, at Danmark behøver at være dukse på det her område.

- Vi bør gøre lige som andre lande og meddele, at af nationale og sikkerhedsmæssige årsager, så beholder vi reparationerne på søværnets skibe hjemme hos os selv.

Et nationalt udbud af vedligeholdelsen af søværnets skibe vil primært kunne gavne fynske og nordjyske reparationsværfter - samt deres underleverandører.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.