Nyt forsøg: Nu kan dagpengemodtagere arbejde frivilligt i institutioner
Fem kommuner har fået grønt lys til at lade dagpengemodtagere lave frivilligt arbejde i kommunale institutioner. Man leger med ilden, kritiserer FOA-formand.
Ifølge FOA-formanden er der allerede en udbredt bekymring for, at kommuner lader frivillige overtage opgaver, som fagligt personale burde stå for. Og det bliver endnu mere udtalt i de fem forsøgskommuner.
Ifølge FOA-formanden er der allerede en udbredt bekymring for, at kommuner lader frivillige overtage opgaver, som fagligt personale burde stå for. Og det bliver endnu mere udtalt i de fem forsøgskommuner. Foto: Scanpix/arkiv


Regeringen åbner nu op for, at dagpengemodtagere i fem udvalgte kommuner kan arbejde frivilligt i kommunale institutioner - uden at de bliver trukket i ydelse.

Som en del af et såkaldt frikommuneforsøg vil fem Venstre-ledede kommuner - Holbæk, Assens, Nordfyn, Ringkøbing-Skjern og Slagelse - få mere frie hænder til at bruge frivillige til at løse velfærdsopgaver.

Blandt andet ved at lade efterlønsmodtagere og dagpengemodtagere lave frivilligt arbejde og ved at åbne op for udbetaling af skattefri godtgørelse for blandt andet transport- og telefonudgifter til de frivillige.

FOA-formand: Man overskrider grænsen

FOA's forbundsformand, Dennis Kristensen, er langt fra begejstret over, at der nu åbnes op for at lade dagpengemodtagere udføre frivilligt arbejde i ældreplejen eller daginstitutioner.

- Kommunerne begynder at lege med ilden, når de åbner op for at bruge offentlige ydelser til at finansiere frivilligt arbejde i det offentlige. De her kommuner får jo lov til at bruge offentlige ydelser som et direkte supplement til lønbudgetterne, siger han til Avisen.dk.

Ifølge FOA-formanden er der allerede en udbredt bekymring for, at kommuner lader frivillige overtage opgaver, som fagligt personale burde stå for. Og det bliver endnu mere udtalt i de fem forsøgskommuner.

- Det afgørende er hele tiden, hvor tæt kommunerne kan komme på det, vi kalder kerneydelserne. Det her ligner meget, at man overskrider grænsen, så der er risiko for, at de kommer til at udføre det arbejde, som professionelle bør udføre, siger Dennis Kristensen.

FOA-formanden kalder det "meget prisværdigt", at folk gerne vil lave frivilligt arbejde. Men det må ikke gå ud over fagligheden eller være med til at retfærdiggøre nedskæringer i den offentlige sektor.

- Uanset hvor mange fine intentioner, der er med det her, så indebærer det grundlæggende en risiko for, at man gør det til en nødvendighed med de frivillige hænder, siger Dennis Kristensen.

Ekspert: Frivillige som ekstra arbejdskraft.

De fem kommuner skriver direkte i ansøgningen til Social- og Indenrigsministeriet, at det blandt andet er på grund af "en strammere økonomi", at de vil "udfordre vores måde måde at drive kommunerne på".

Ifølge professor Lars Skov Henriksen fra Aalborg Universitet er der tale om "ret vidtgående ønsker" fra kommunernes side i forhold til at bruge frivillige i den kommunale velfærdsproduktion.

- Hvis man skal skære den lidt skarpt til, virker det til, at de vil have lov til at bruge de frivillige i kommunerne som ekstra arbejdskraft, har Lars Skov Henriksen tidligere udtalt til Ugebrevet A4. 

Morten Andersen (V), der er borgmester i Annens Kommune, lægger dog vægt på, at der er brug for at mobilisere alle frivillige kræfter - også dagpengemodtagerne - for at sikre den bedst mulige service i en tid med pres på de kommunale budgetter.

- Det flyver ikke om os med penge at drive kommunen for. Og det har jo vist sig at være ligemeget, hvem der sidder i regeringen. Derfor er det vigtigt for os at vække alle de frivillige kræfter, der er i kommunerne, siger Morten Andersen til Ugebrevet A4.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.