Hvis du er over 60 og sidder derhjemme og mangler en at dele hverdagen med eller måske en rejseven, så er der godt nyt.
Landets første datingsite for pensionister bliver i dag lanceret på nettet. Det fortæller DR Østjylland.
Og der er stor efterspørgsel til et site, der kun henvender sig til pensionister, fortæller den aarhusianske medstifter af pensionistdating.dk Pia Brændstrup.
Hun fortæller, at dating-sitet blev startet, fordi hun havde fået henvendelser fra flere, om at de gerne ville have nogen at gå sammen med til f.eks. kunstudstillinger eller til at følges med på en rejse.
- Hvis man har mistet en partner, som man var vant til at gå ud og opleve ting sammen med, så kan det lige pludselig godt være ensomt at skulle gøre det hele alene, siger hun.
- Herinde kan man selv gå i gang med at finde nogen, som har det på samme måde som én selv, siger Pia Brændstrup.
300 har den sidste tid testet sitet. En af dem er 72-årige Kjeld Nordraak Green. For ham har det været svært at finde en partner på anden måde.
- Den tid, vi lever i, går alting jo den vej med nettet, og det gør det naturligvis også for os pensionister. For os på 60+, så er det jo ikke det rene fis og ballade det hele. Der må jo være en vis seriøsitet i det, siger han.
Kjeld Nordraak Green er ikke i tvivl om, at de ældre godt kan finde ud af at bruge nettet til at finde sig en date, og han har da også selv store forhåbninger til sitet.
- Jeg håber da, at jeg gennem det her site kan finde en voksen dame, som jeg måske kan få noget fremtid sammen med, siger han.