Der skal en helt ny slags botilbud til, hvis problemerne i socialpsykiatrien skal løses, mener fem kommuner.
Tilbuddene skal fungere som en mellemting mellem kommunernes botilbud og den regionale behandlingspsykiatri og skal drives af de to områder i fællesskab.
Men sådan en "mellemstation" har man allerede haft herhjemme i form af de såkaldte halfway houses. Problemet er, at man lukkede de botilbud, lyder det fra både formanden for Psykiatrifonden og formanden for Landsforeningen SIND.
- Man har nedlagt nogle rigtig velfungerende tilbud. Der var rigtig gode erfaringer med halfway houses, for folk fik bedre liv og blev mindre syge. I dag er patienterne blevet kastebolde mellem regioner og kommuner, siger psykiater, overlæge og formanden for Psykiatrifonden, Anne Lindhardt, til Avisen.dk.
"Troede man kunne nøjes"
Det synspunkt deler formanden for SIND, Knud Kristensen.
- Man kan da godt undre sig over, at man nedlagde halfway houses. Set i bagklogskabens klare lys var det ikke en god idé at nedlægge dem, siger han.
Ifølge ham handlede lukningen om kroner og øre.
- Halfway houses var relativt dyre at drive, men det kan ikke undre nogle, at hvis man laver en bedre indsats, koster det også mere. Man har troet at man kunne nøjes med mindre, men det kunne man ikke, siger Knud Kristensen.
Syge lades i stikken
De psykisk syge borgere er især blevet svigtet efter, at man i 2007 nedlagde amterne, mener formanden for Psykiatrifonden, Anne Lindhardt. Med nedlæggelsen kom der nemlig en skarp opdeling imellem, hvad henholdsvis regioner og kommunerne skulle tage sig af, forklarer hun.
Og ansvaret bør især placeres på Christiansborg, mener hun:
- Der sker et omsorgssvigt både fra regionernes og kommunernes side. Men det største svigt kommer fra den øverste politiske top. Det er folketingspolitikerne, der ikke har tilgodeset psykiatrien og ikke tager de her opgaver alvorligt nok, så det er godt, hvis der nu er politisk vilje, fastslår Anne Lindhardt.
Socialstyrelsen, der er en del af Social- og Indenrigsministeriet og blandt andet rådgiver kommuner og regioner på det sociale område, har ikke kendskab til antallet og indholdet af de halfway houses, der fandtes under amterne.
Det oplyser styrelsen i et skriftligt svar til Avisen.dk.