Nyt bibliotek er Aarhus' største byggeri
Et kæmpebibliotek er kernen i milliarddyr ændring af Aarhus' havnearealer med letbane, klimasikring og byrum.
Der er tale om det største byggeri nogensinde i Aarhus og det største kulturbyggeri i Danmark siden Operaen i København.
Der er tale om det største byggeri nogensinde i Aarhus og det største kulturbyggeri i Danmark siden Operaen i København. Foto: www.colourbox.com/free


Det største offentlige bibliotek i Skandinavien bliver på lørdag indviet i Aarhus af dronning Margrethe.

Otte års forberedelser ligger bag åbningen af det kæmpestore hovedbibliotek, DOKK1, ved åmundingen på havnen.

Ikonbyggeriet rummer også et nyt Borgerservice og et topmoderne, fuldautomatisk underjordisk parkeringsanlæg til 1000 biler.

Der er tale om det største byggeri nogensinde i Aarhus og det største kulturbyggeri i Danmark siden Operaen i København.

DOKK1 er desuden en central del af det byudviklingsprojektet, Urban Mediaspace, til samlet over 2,1 milliarder kroner. Det skal gøre inderhavnen i Aarhus til et centralt byrum for århusianere og turister.

Projektet omfatter nye havne- og koncertpladser, klimasikring af midtbyen, frilægning af den sidste del af Aarhus Å samt en ny stor togstation til den kommende letbane lige under biblioteket.

- Fra at have haft et udtjent 80 år gammelt bibliotek får vi et levende kultursted, hvor folk med vidt forskellig baggrund og nemt udenbys fra kan komme til alle mulige arrangementer.

- Et bibliotek er ikke længere bare et sted, hvor man låner en bog, men et fællesskab med mange andre, siger rådmand for Kultur og Borgerservice, Rabih Azad-Ahmad (R), til Ritzau.

Det nye hus rummer blandt andet café, multisal til 300 gæster, et børneteater og rum til alle mulige slags aktiviteter for store som små.

Selvom nye medier spiller en central rolle i det nye multimediehus, er der flere bøger på hylderne end i Aarhus' gamle hovedbibliotek.

Fonden Realdania har med økonomisk støtte på 750 millioner kroner været afgørende for, at byggeriet kunne realiseres. Projektchef Peter Fangel Poulsen fra Realdania Byg ser store perspektiver for Aarhus.

- Det er centralt i skabelsen af en helt ny bydel, som får havneområderne i landets næststørste by til at hænge sammen med byens ældste dele.

- Selvom det har været otte år undervejs, så er det det et afgørende greb i skabelsen af en ny by, som faktisk er realiseret på ret kort tid, siger han.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.