Nyt afbud rammer OL-hold: 1. divisionsspiller udtaget
Asger Sørensen kommer alligevel ikke med til OL for det danske fodboldlandshold. Mathias Hebo erstatter.
OL-landstræner Niels Frederiksen har efterudtaget Mathias Hebo.
OL-landstræner Niels Frederiksen har efterudtaget Mathias Hebo. Foto: /Polfoto


Afbuddene fortsætter med at vælte ned over landstræner Niels Frederiksen OL-hold i fodbold.

Mandag meddeler Dansk Boldspil-Union, at den netop udtagne Asger Sørensen alligevel ikke får grønt lys til at rejse til Rio for at deltage ved OL. Han erstattes med Mathias Hebo fra 1. divisionsklubben Fredericia.

- RB Salzburg holder Asger Sørensen hjemme for at spille Champions League-kvalifikation grundet opståede skader. Mathias Hebo fra Fredericia er OL-udtaget i stedet, skriver DBU på Twitter.

Dermed var Asger Sørensen blot OL-aktuel i ganske få timer. Sent søndag aften meddelte DBU, at Sørensen var udtaget som erstatning for Randers-spilleren Nicolai Poulsen, der i søndagens kamp mod AGF brækkede kæben.

Da var Nicolai Poulsen selv blevet efterudtaget kort forinden.

Mathias Hebo, der tirsdag fylder 21 år, har tidligere optrådt for FC Vestsjælland.

Midtbanespilleren er noteret for en U21-landskamp samt tre U20-landskampe ifølge DBU's hjemmeside.

Danmark har været ramt af en byge af afbud. Blandt andre Yussuf Poulsen, Lasse Vigen og skadede Uffe Bech er ikke med.

Danmark spiller 4. august den første kamp i gruppe A mod Irak. Sydafrika og Brasilien er de øvrige modstandere i gruppen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.