Nykredit: Boligjobordningen kan gøre mere skade end gavn
Nykredit opfordrer på baggrund af meget få fyringer i byggesektoren til, at man skrotter boligjobordningen.
16-04-201510:12
16-04-201510:12 Scanpix


Boligjobordningen er et varmt politisk emne, som uundgåeligt vil blive sat til diskussion i den kommende valgkamp.

Den nuværende regering besluttede i forbindelse med finansloven for 2015 at ordningen, der giver skattefradrag for visse boligforbedringer, ikke skal forlænges.

Men Venstres statsministerkandidat, formand Lars Løkke Rasmussen, har lovet, at hvis han bliver leder af en ny regering, vil håndværkerfradraget blive genindført.

Så sent som mandag aften gentog han over for DR, at han stod fast på sit løfte.

En analyse fra Nykredit peger dog på, at kan være en dårlig idé. De seneste tal fra Arbejdsmarkedsstyrelsen vedrørende afgivne fyringsvarsler peger nemlig i en anden retning.

Ingen af de 1307 personer, der ifølge statistikken modtog fyringsvarsler i marts, arbejder således i byggesektoren.

- Byggesektoren er således også den eneste sektor, hvor manglen på arbejdskraft så småt er begyndt at melde sig. Set i det lys kan det synes noget utidigt at forlænge Boligjobordningen.

- I en tid med slunkne offentlige kasser er det bestemt ikke oplagt, at en branche med stigende knaphed på arbejdskraft og få fyringer, skal understøttes af statslige tilskudsordninger.

- En forlængelse af Boligjobordningen risikerer således også at gøre mere skade end gavn på dansk økonomi, hedder det i kommentar fra Nykredits chefanalytiker, Tore Stramer.

De 1307 fyringsvarsler svarer til en stigning på 729 personer sammenlignet med februar. Det er bemærkelsesværdigt, da der traditionelt plejer at ske et fald i marts.

Industrien tegner sig for 34 procent, mens finansiering og forsikring står for 30 procent.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.