Nykåret speedwayverdensmester spår lang regeringstid
Tai Woffinden sidder igen på speedwaytronen, og det håber briten at gøre gennem mange år.
Der var guldhår og glæde, da Tai Woffinden lørdag fejrede karrierens andet verdensmesterskab.
Der var guldhår og glæde, da Tai Woffinden lørdag fejrede karrierens andet verdensmesterskab. Foto: Maja Suslin/AP


I en alder af 25 år vandt briten Tai Woffinden lørdag aften sit andet individuelle verdensmesterskab i speedway. Og skal man tro den nykårede verdensmester, bliver det langt fra hans sidste.

Han har nemlig evnerne til at være med på toppen i lang tid. Det siger han til arrangørerne bag VM-serien.

- I løbet af de sidste tre år har jeg bevist, at jeg er en af de kørere, som kommer til at være med i toppen i lang tid. For mig handler det om at have hovedet med og holde fokus, og så må jeg se, hvor mange titler det fører med sig, siger Woffinden.

Britens VM-konkurrenter Greg Hancock og Nicki Pedersen er beviser på, at det er muligt at være med helt fremme gennem mange år. 45-årige Hancock debuterede i VM-serien i 1995 og vandt sit første verdensmesterskab i 1997. 38-årige Nicki Pedersen fik VM-debut i 2000.

Tilbage i 2013 overraskede den dengang ukendte Woffinden hele feltet og vandt verdensmesterskabet. Sidste år endte briten som nummer fire, men han var hele tiden sikker på, at han nok skulle komme tilbage på øverst på podiet.

- Jeg sagde til Greg Hancock sidste år, da jeg overrakte ham VM-trofæet, at han ikke skulle føle sig for overlegen, for han ville komme til at give det tilbage til mig, og det var præcis, hvad der skete, siger Woffinden.

Briten sikrede sig verdensmesterskabet lørdag aften i Torun, da netop eksverdensmester Hancock ikke formåede at køre sig videre fra sin semifinale. Woffinden er den 16. kører i historien, som har vundet mere end et verdensmesterskab.

Grandprixet i Torun endte også med en dansk triumf, da Nicki Pedersen var hurtigst i finalen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.