Den tyske fodboldstjerne Sami Khedira går glip af sæsonstarten i den italienske mesterklub Juventus.
Den 28-årige midtbanespiller, der er hentet på en fri transfer i Real Madrid forud for denne sæson, har revet en lårmuskel over og må indstille sig på to måneders pause. Det oplyser Juventus mandag.
Khedira blev skadet i sin blot anden kamp for Juventus, da klubben i weekenden mødte franske Marseille i en venskabskamp.
Tyskeren misser de første spillerunder i Serie A og Champions League med Juventus samt Tysklands EM-kvalifikationskampe mod Polen og Skotland i september.
Sami Khedira fik af italienske medier kritik for sin første optræden - en venskabskamp mod Lechia Gdansk fra Polen - onsdag i sidste uge.
Midtbanespilleren var i lange perioder af sin Real Madrid-tid også ukampdygtig på grund af skader.
/ritzau/