Onsdag sagde Per-Mathias Høgmo farvel som norsk landstræner i fodbold, og torsdag fik Norges Fodboldforbund (NFF) ny generalsekretær.
Her blev Pål Bjerketvedt præsenteret som ny mand i jobbet, og han kommer med en baggrund som chef for det norske nyhedsbureau NTB.
Pål Bjerketvedt fastslår dog, at onsdagens farvel til Høgmo intet har at gøre med torsdagens begivenhed.
- Ja, det er lidt specielt, men jeg vil også sige, at det var en lidt tilfældig timing. Jeg vil dog sige, at jeg synes, det er godt, at sagen om landstræneren er afgjort, og der er ryddet op.
- Ansættelsen af mig er noget helt andet og har ikke nogen sammenhæng med landstræneren, siger Pål Bjerketvedt ifølge NTB.
NFF blev stiftet i 1902 og er Norges største specialforbund. Forbundet ledes af Terje Svendsen, som har titel af præsident, hvilket svarer til formandsposten.
Pål Bjerketvedt afløser Kai-Erik Arstad på posten som generalsekretær, og han kommer med erfaring som leder på flere norske medier.
Senest har Bjerketvedt været chefredaktør og administrerende direktør på NTB siden november 2004.
Fodbolderfaringen begrænser sig til ti år for klubben Sprint-Jeløy, som i 1980'erne spillede på det tredjebedste niveau i Norge.
Ansættelsen af Pål Bjerketvedt er et signal om, at NFF ønsker at være et mere åbent forbund.
- Debatten om åbenhed er stor og omfattende. Min grundlæggende holdning er, at der skal være større åbenhed i idrætten, men åbenhed er mere end at fremlægge rejsekvitteringer.
- Det handler om hele måden, man driver organisationen på, siger Pål Bjerketvedt blandt andet til nyhedsbureauet.
Han erkender, at der venter rigeligt med arbejdsopgaver i NFF, hvor den nye generalsekretær forventes at være på plads i løbet af vinteren.
- Det er en kendt sag, at organisationen har nogle udfordringer, som det er naturligt for mig at tage fat på.
- Det handler om professionel ledelse, altså det at kunne styre, forbedre, udvikle og nyorientere virksomheder. Det er det vigtigste, jeg kan bidrage med.
Hele debatten om åbenhed har været et stort tema både omkring fodboldforbundet og generelt i norsk idræt i det seneste år, og Pål Bjerketvedt er klar til at foretage ændringer.
- Jeg skal se på struktur og beslutningsrutiner, og hvordan hele organisationen er sat sammen. På den måde kan jeg være med til at skabe en åbenhedskultur.
- Det gælder om at skabe en mere transparent organisation og arbejde på en lidt anden måde, end man måske gør i dag, siger Bjerkenvedt blandt andet.
/ritzau/