Nye produkter sikrer fremgang i USA for dansk høreapparatselskab
Nye produkter sikrer William Demant fremgang på det amerikanske marked. Forventninger får lille pil op.


Den danske producent af høreapparater William Demant vokser på det amerikanske marked i første halvår 2015, hvor amerikanske brugere af hørehjælpemidler har taget en række nye produkter fra William Demant til sig.

Det oplyser William Demant i regnskabet for første halvår. Ifølge selskabets topchef, Niels Jacobsen, er den nye produktlinje, Oticon Inium Sense-platformen, en succes.

- Denne lancering har gjort, at vi har kunnet tage markedsandele i første halvår, især
hos de uafhængige dispensere i USA. Denne udvikling kan også tilskrives den kæmpeindsats, som vores amerikanske salgsstyrke har ydet, siger han i regnskabet.

Det amerikanske marked har før voldt selskabet problemer og var således blandt andet medvirkende årsag til en nedjustering fra selskabet i 2014.

William Demant kom ud af første halvår 2015 med et resultat før skat på 847 millioner kroner. Det er en stigning på fem procent, oplyser selskabet.

Koncernen omsatte for lige over fem milliarder kroner, hvilket er en vækst på 11 procent medregnet positiv effekt fra valutakurser.

- Det er også opmuntrende at se, at alle vores anstrengelser nu omsættes til pengestrømme, siger Niels Jacobsen.

- I første halvår genererede vi således pengestrømme på 543 millioner kroner. Det svarer til en vækstrate på intet mindre end 21 procent. Dette er yderst tilfredsstillende, tilføjer han.

Selskabet kan præcisere sine forventninger til hele 2015 en lille pil op i forbindelse med regnskabet.

William Demant venter nu et driftsresultat på 1,8-2,0 milliarder kroner i 2015 mod den tidligere forventning om på 1,7-2,0 milliarder kroner i indeværende regnskabsår.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.