Nye påstande i bestikkelsessag: Fik USA-rejser og kro-ophold
Nye forhold dukker op i en omfattende bestikkelsessag. Også den sjette mand i sagen nægter sig skyldig.
Både rejser til Dubai og USA er angiveligt på listen over mulig bestikkelse, som en række personer skulle være involveret i. Seks mænd er natten til onsdag blevet varetægtsfængslet efter grundlovsforhør ved Retten i Nykøbing Falster.
Både rejser til Dubai og USA er angiveligt på listen over mulig bestikkelse, som en række personer skulle være involveret i. Seks mænd er natten til onsdag blevet varetægtsfængslet efter grundlovsforhør ved Retten i Nykøbing Falster. Foto: PER RASMUSSEN/POLFOTO


Ikke bare en dyr rejse til Dubai skal ansatte i it-firmaer have givet som bestikkelse til offentligt ansatte.

Også rejser til USA og et ophold på en kro har de ansatte angiveligt nydt godt af.

Det påstås i en sigtelse, som er blevet læst op af anklageren i Retten i Nykøbing Falster kort efter midnat.

Her er en sjette mand i den omfattende sag blevet ført ind i retslokalet.

Denne person sigtes for i lighed med tre andre fra it-firmaer at have stillet i alt mindst en million kroner til rådighed for offentligt ansatte i Region Sjælland, Rigspolitiet og Kriminalforsorgen.

Men hvor perioden i forhold til de øvrige påstås at strække sig fra 2007 til 2015, er det kriminelle forhold i denne mands tilfælde ophørt i 2014.

Mens sigtelserne for de tre andre mænd fra it-branchen drejer sig specifikt om en dyr rejse til Dubai i november 2014, er der altså i dette tilfælde tale om andre destinationer.

Politiet påstår, at medarbejdere i Rigspolitiet og Region Sjælland har fået betalt rejser til USA i såvel 2013 som i 2014. Kroopholdet skal være foregået i september 2014.

Formålet skulle være at fastholde den forretningsmæssige tilknytning til de offentlige myndigheder.

Den sjette mand nægter sig skyldig, oplyses det i særdeles langstrakte retsmøde.

Da han føres ind i retslokalet, har retsmødet været i gang i mere end ti timer.

Han oplyser, at han blev anholdt klokken 06.05 tirsdag morgen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.