Nye oplysninger: DF kræver Thorning i samråd
Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) skylder Folketinget nogle klare svar, mener DF's Peter Skaarup.
- Dette øger behovet for, at både statsministeren og justitsministeren forklarer sig over for Folketinget, siger Peter Skaarup. Arkivfoto.
- Dette øger behovet for, at både statsministeren og justitsministeren forklarer sig over for Folketinget, siger Peter Skaarup. Arkivfoto. Foto: JENS DRESLING/POLFOTO


Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) har tidligere afvist at komme i samråd i Folketingets retsudvalg for at forklare, hvorfor hun gav oplysninger, som viste sig at være forkerte i forbindelse med terrorangrebet i København 14.-15. februar.

Men det ændrer den redegørelse, som Justitsministeriet tirsdag har lagt frem på sin hjemmeside, på.

Det mener Peter Skaarup, retsordfører for DF.

- Dette øger behovet for, at både statsministeren og justitsministeren forklarer sig over for Folketinget.

- Vi skal have dem i samråd, så vi fuldstændigt klart kan få at vide, hvor er det, at informationen kommer fra, og hvornår kommer informationen til regeringen, siger han til Ritzau.

Skaarup hæfter sig ved, at justitsminister Mette Frederiksen (S) først i denne måned forklarede, at der gik knap fire timer fra det første skud ved Krudttønden til den anden skudepisode ved synagogen.

Redegørelsen, der kom frem tirsdag, viser, at Justitsministeriet allerede 16. februar - lige inden Helle Thorning-Schmidt skulle holde pressemøde med den internationale presse - blev informeret om, at bevogtningen af synagogen ikke blev oprettet lige efter angrebet ved Krudttønden.

Det sagde statsministeren ellers ved pressemødet 16. februar.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.