Nye økobiler tiltrækker bilglad prins
Bilentusiasten Prins Joachim skal mandag deltage i præsentationen af DTU's økobiler, "DTU Roadrunners".
Prins Joachim under sidste års løbafholdelse af "Copenhagen Historic Grand Prix".
Prins Joachim under sidste års løbafholdelse af "Copenhagen Historic Grand Prix". Foto: Rasmus Flindt Pedersen/POLFOTO


Prins Joachim deltager mandag i præsentationen af Danmarks Tekniske Universitets nye økobiler, DTU Roadrunners.

Det fremgår af kongehusets officielle kalender, som beskriver projektet som et studenterdrevet koncept, der har til formål at konstruere brændstoføkonomiske biler.

Selv er dagens royale gæst også kendt for at være en stor bilentusiast med benzin i blodet. Den 47-årige danske prins har adskillige gange selv siddet bag rattet, når veteranbilløbet "Copenhagen Historic Grand Prix" har været afholdt.

Her har han dannet makker med den ni-dobbelte vinder af "Le Mans"-løbet, Tom Christensen. I 2014 endte makkerparret med at indtage løbets førsteplads og kunne dermed fejre sejren fra podiets øverste skammel.

Prins Joachim har desuden også deltaget i motorløbet "Classic Race Aarhus".

DTU Roadrunners formål er desuden at deltage med økobilerne i det årlige Shell Eco-marathon og køre så langt som muligt på en liter brændstof, fremgår det af projektets hjemmeside.

Præsentationen af økobilerne finder sted mandag på DTU i Lyngby.

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.