Det har kostet elever at indføre optagelseskrav til erhvervsuddannelserne. Kun 28.600 unge er begyndt på erhvervsuddannelsernes grundforløb efter sommerferien - cirka 3.600 færre end sidste år.
Det viser nye tal fra Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling.
Forventet fald
Det kommer ikke bag på undervisningsminister Ellen Trane Nørby (V), at erhvervsskolereformen i første omgang koster elever. Til gengæld håber hun nu, at de elever, der er begyndt, er mere afklarede og motiverede for uddannelsen, så færre falder fra og oplever et nederlag.
- I løbet af de næste år skal vi opleve en stigning i takt med, at flere bliver opmærksom på de mange fordele ved at tage en erhvervsuddannelse, forventer hun.
Prøve reddede mange
Ellen Trane Nørby ser det også som positivt, at en række unge er begyndt på en erhvervsuddannelse, selv om de i første omgang ikke kunne klare adgangskravet.
2.800 elever har deltaget i optagelsesprøver på landets erhvervskoler, og af dem bestod 1.700 ifølge ministeriets tal. Derudover er i underkanten af 200 elever optaget, selvom de ikke bestod prøven, men fordi skolen via en samtale vurderede dem egnede.
- De er kommet igennem optagelsesprøven eller er af skolen vurderet klar til at begynde på en uddannelse, simpelthen fordi de er motiverede og uddannelsesparate, siger Ellen Trane Nørby.
Merkantile uddannelser hårdt ramt
Optaget på de tekniske skoler er samlet set faldet med 7 procent i år sammenlignet med sidste år.
På de erhvervskoler, der udbyder merkantile erhvervsuddannelser, som sigter mod handel og kontor, har faldet været på hele 30 procent.
Her er det hidtidige merkantile grundforløb på 2 år (hg) afskaffet til fordel for et grundforløb af samme varighed som på de øvrige erhvervsuddannelser. Det vil sige et helt år for elever, der kommer direkte fra folkeskolen, og et halvt år for andre.
Flere på sosu-grundforløb
På sosu-skolerne er tilgangen til grundforløbet til gengæld steget med 32 procent. Det hænger ifølge ministeriet muligvis sammen med, at alle elever efter reformen skal starte på grundforløbet. Traditionelt har mange elver startet direkte på hovedforløbet.