Nye jobtal gavner danske virksomheder
Det går fortsat frem på det amerikanske arbejdsmarked, og det er positivt for dansk eksport til USA.
Danske virksomheder eksporterer varer og tjenester for næsten 100 milliarder kroner til USA. Arkivfoto.
Danske virksomheder eksporterer varer og tjenester for næsten 100 milliarder kroner til USA. Arkivfoto. Foto: Colourbox/free


Der blev skabt 214.000 nye arbejdspladser i USA uden for landbruget i oktober, viser tal fra arbejdsministeriet. Arbejdsløsheden falder til 5,8 procent.

Men til trods for, at tallene over de seneste mange måneder har vist en støt tilvækst af arbejdspladser, så er væksten i lønninger stadig beskeden.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters kan det antyde, at den amerikanske forbundsbank vil være tilbageholdende med at hæve renten - som USA's styrkede økonomi ellers ville indikere.

Reuters havde forudsat en tilvækst i job på 230.000, men så højt nåede man ikke dengang.

Derimod er beskæftigelsestallene for august og september blevet opjusteret med yderligere 31.000 arbejdspladser.

- Amerikansk økonomi havde en stærk vækst i både andet og tredje kvartal, og beskæftigelsestallene for oktober tyder på, at fremgangen fortsætter ind i fjerde kvartal, hvilket bakkes op af fremstillingsvirksomhedernes stigende erhvervstillid, siger chefkonsulent Allan Sørensen, Dansk Industri.

Danske virksomheder eksporterer varer og tjenester for næsten 100 milliarder kroner til USA.

- De mange danske virksomheder, der eksporterer til USA eller som har datterselskaber i USA, kan glæde sig over den positive udvikling, som amerikansk økonomi for tiden er inde i, siger Allan Sørensen og tilføjer:

- En stærk amerikansk økonomi kan samtidig være med til at trække mere gang i verdensøkonomien, og dermed komme alle danske eksportvirksomheder til gode, siger Allan Sørensen.

Nykredits chefanalytiker Tore Stramer siger, at jobvæksten på 214.000 personer i oktober dækker over en stigning i den private beskæftigelse på 209.000 og 5000 i det offentlige. Det tyder på, at vækstlokomotivet er begyndt at rulle.

- Der er derfor heller ingen tvivl om, at nulrentepolitikken synger på sidste vers i USA. Det store spørgsmål er dog fortsat, hvornår den første renteforhøjelse kommer, siger Tore Stramer.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.