Nye job: Natur og bølger skaber arbejdspladser i Thy
Cold Hawaii og Nationalpark Thy har tilsammen skabt over 100 nye arbejdspladser i Thy, viser en rundspørge.
Cold Hawaii har sammen med Nationalpark Thy skabt mange nye job i Thy.
Cold Hawaii har sammen med Nationalpark Thy skabt mange nye job i Thy. Arkivfoto: Henning Bagger/Scanpix


Der er også jobs i bølger og natur. Cold Hawaii og Nationalpark Thy har tilsammen skabt over 100 nye arbejdspladser i Thy. Det viser et rundspørge, som DR Midt & Vest har lavet.

I rundspørgen er 70 virksomheder i Thy blevet kontaktet. Af dem vurderer 44 selv, at de har fået flere ansatte, og samlet løber det op i mindst 109 nye arbejdspladser som en direkte følge af udviklingen omkring Cold Hawaii og Nationalpark Thy.

- Hos os har det betydet syv nye arbejdspladser, siger Michael Thinggaard fra Thinggaards Hotel i Hurup. Han fik finansieret en stor udvidelse på 24 værelser takket være naboskabet til nationalparken.

Men det er ikke kun turismen, der har boomet i Thy. Folk fra surfermiljøet omkring Cold Hawaii har selv skabt mange nye små virksomheder i området. Et eksempel er Incendium Aps i Klitmøller, hvor Thomas Baun er medejer:

- Vi laver streamingsystemer til kunder i hele Nordeuropa. Derfor kunne vi lige så godt arbejde fra Aarhus eller København, men hvorfor gøre det, hvis man kan være i Klitmøller, siger han til DR Midt & Vest.

Det er altså en fremgang i turismen og nye virksomheder i surfermiljøet, som ligger bag de mange nye jobs i Thy.

Men det kan ikke umiddelbart erstatte de jobs, som Thy fornyligt har tabt i virksomheder som høreapparatfabrikken Oticon og slagteriet Tican, siger Thisteds borgmester Lene Kjelgaard fra Venstre:

- Det kan ikke erstatte de job, vi mister i industrien, fordi det er en anden type arbejdspladser. Men arbejdspladserne i den nye økonomi kan i høj grad kompensere for tabet og skabe et mere varieret arbejdsmarked, som også gør os mere attraktive for nye tilflyttere, siger borgmesteren.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.