Nye dårlige Kina-tal sender aktierne i rødt
Bekymrende nøgletal fra Kina går hårdt ud over blandt andet det danske aktiemarked. Ingen grund til panik.
Aktiemarkederne reagerer negativt på dårlige kinesiske nøgletal.
Aktiemarkederne reagerer negativt på dårlige kinesiske nøgletal. Foto: Colourbox/free


De røde tal præger for anden dag i træk det danske C20 Cap-indeks og en lang række andre europæiske aktiemarkeder.

Skuffende tal for industriproduktionen i Kina betyder, at aktiekurserne falder markant. Efter gårsdagens fald på 3,2 procent ligger C20 Cap-indekset fredag formiddag yderligere 1,6 procent lavere.

Det skyldes ifølge Tine Choi Danielsen, der er seniorstrateg i Nordea, at investorerne søger ly for de negative strømninger.

- Markedet reagerer ved at flygte fra risikoen, og det vil altså sige at sælge aktier og gå kontant eller måske over i obligationer, siger hun.

Hun afviser, at de markante kursfald er begrundet i de enkelte virksomheders forhold. Det er simpelthen bare stemningen i markedet, der er nervøs.

- Kursfaldene herhjemme handler ikke kun om frygten for svigtende eksport til Kina.

- Godt nok vil man formentlig ved at kigge nærmere på tallene se, at virksomheder, der har Kina som et betydende marked, nok er mere ramt end de øvrige, men ingen går fri af den sure stemning, siger hun.

Seniorstrategen anbefaler, at man som investor ikke lader sig gribe af panik, men holder fast i sin oprindelige plan. De danske aktier skal nok komme igen.

- Der er jo fortsat vækst i Europa, USA og Japan, og på den måde kan den kinesiske krise faktisk få en positiv effekt på disse markeder, fordi investorerne så vil søge herhen i stedet.

Torsdagens fald på 3,23 procent var det kraftigste på en enkelt dag, siden C20 Cap-indekset blev lanceret for knap fire år siden.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.