Nye byggejob i Vestjylland: Hurra - men vi har ingen ledige
Ringkøbing-Skjern Kommune kan se frem til flere arbejdspladser i byggebranchen, efter regeringen har givet grønt lys til en stor feriepark ved kysten. Men der er næsten ingen arbejdsløse i kommunen, siger 3F.
Der er en gave på vej fra regeringen til håndværkerne i Ringkøbing-Skjern Kommune i form af flere arbejdspladser. Men faktisk er der næsten ingen ledige håndværkere i området, lyder det fra 3F's lokalafdeling.
Der er en gave på vej fra regeringen til håndværkerne i Ringkøbing-Skjern Kommune i form af flere arbejdspladser. Men faktisk er der næsten ingen ledige håndværkere i området, lyder det fra 3F's lokalafdeling. Scanpix arkiv


500 ferieboliger, et gigantisk badeland og investeringer op til en milliard kroner.

Det kan Ringkøbing-Skjern Kommune se frem til, efter regeringen fredag formiddag gav endeligt grønt lys til at ti projekter rundt omkring i Danmark kan bygge tæt ved kysten - herunder Søndervig Feriepark.

Og det betyder mange flere arbejdspladser i byggebranchen, forventer 3F's lokalafdeling for Ringkøbing-Skjern Kommune. Der er bare ikke ret mange arbejdsløse håndværkere i området.

- Vi bliver altid glade, når der kommer nye arbejdspladser til området. Men faktisk har vi ingen ledige tømrere, siger Linda Nielsen, der er formand for 3F Ringkøbing-Skjern.

Supersygehus opsuger håndværkerne

Generelt er ledigheden i den vestjyske kommune dykket til et meget lavt niveau - især for håndværkere, fortæller hun.

Det skyldes dels, at mange lige nu er beskæftiget med byggeriet af det nye såkaldte supersygehus, der er ved at blive opført i Gødstrup tæt ved Herning, og dels at Vestas er begyndt at ansætte igen, hvor de før droslede ned. Og så kan det generelle opsving i byggebranchen også mærkes, siger Linda Nielsen.

- Generelt er ledigheden faldende. Det er vi rigtigt glade for. Det er en meget positiv udvikling, siger hun.

Flyt hertil og få et job!

Selvom der dog ikke umiddelbart står ledige håndværkere og skriger på arbejdspladser, er Linda Nielsen alligevel glad ved udsigten til det kommende byggeprojekt - ikke mindst på sin landsdels vegne.

- Vi håber selvfølgelig, at det kan tiltrække flere tilflyttere til området. Vi vil gerne have nye borgere, og folk vil jo gerne arbejde, så på den måde kan det måske få flere til at flytte hertil. Samtidig får vi jo også nogle flygtninge, som det også er godt, at der kommer arbejde til, siger hun.

I første omgang er de nye arbejdspladser fortrinsvis inden for byggebranchen, men når først ferieparken er bygget, forventer Linda Nielsen flere arbejdspladser inden for blandt andet gartneri, restauration og rengøring.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.