Næstformand i Nye Borgerlige i Jammerbugt og Brønderslev Kommune Niels Vestergaard Thomsen har i en række udmeldinger på Facebook kritiseret kristendommen.
Det koster ham nu næstformandsposten og medlemskabet af det nystiftede parti.
Det skriver Nordjyske.
- Hovedbestyrelsen har ekskluderet Niels Vestergaard Thomsen. Vi kunne ikke leve med det, han havde skrevet på Facebook, siger næstformanden i partiets landsorganisation, Peter Seier Christensen, til Nordjyske.
Det var i en Facebook-tråd til et debatindlæg af formanden for Kristendemokraterne, Stig Granov, at Niels Vestergaard Thomsen kom med sine ytringer.
Her lød det blandt andet, at kristendom står for "dumhed, snæversyn, fordomme og intolerance". Han skrev ifølge Nordjyske også, at "kristne er så hykleriske, de hylder livet og deres næste med deres selvindbildske ædle menneskesyn, men godhedens apostle er i virkeligheden så snæversynet, at de ikke kan tillade andre værdier, der kunne gøre deres medmennesker lykkelige".
Og ifølge Peter Seier Christensen harmonerer de udmeldinger ikke med partiets holdninger. Partiet mener nemlig ifølge næstformanden, at kristendommen er grundlaget for det danske samfund. Peter Seier Christensen tager også afstand fra tonen.
- Man må gerne have skrappe holdninger hos os. Men vi lægger megen vægt på at holde en ordentlig tone og ikke angribe andre, siger han til Nordjyske.
Ifølge Nordjyske har Niels Vestergaard Thomsen efterfølgende været inde på Stig Grenovs opslag og slette de mest kritiske kommentarer.
Se Stig Grennovs Facebook-opslag nedenfor.