Ny vinkvote får flyvende nordmænd til at købe færre smøger
Flyrejsende i Norge vil hellere fylde indkøbsposen op med taxfree vin end billige cigaretter.
Når fly letter fra Gardermoen i Oslo har de rejsende mere vin og færre cigaretter i poserne med toldfri varer. Arkivfoto.
Når fly letter fra Gardermoen i Oslo har de rejsende mere vin og færre cigaretter i poserne med toldfri varer. Arkivfoto. Foto: Rune Trøftmoen/free


Salget af cigaretter i Norges største lufthavn, Gardermoen i Oslo, er på kort tid faldet med en femtedel.

Nedgangen skyldes sandsynligvis en lovændring, som giver de flyrejsende mulighed for at købe mere vin i lufthavnens skattefri butikker, forudsat at de ikke køber cigaretter, skriver Bergens Tidende.

Siden juli har de rejsende kunnet tage tre flasker vin ekstra med i forhold til tidligere, og effekten er tydelig fem måneder efter den nye regel blev indført.

- Vi ser, at taxfree-salget af cigaretter i Gardermoen er faldet med 20 procent, siger Markus Lindblad fra tobakskoncernen British Tobacco Norway, til avisen.

Selskabet, der står bag Prince, oplyser, at det sidder på 51 procent af cigaretmarkedet i Norge. Ifølge Lindblad er det dog endnu for tidligt at sige, om det tabte salg i lufthavnen giver sig udslag i et mersalg af cigaretter i resten af Norge.

Tiltaget i de norske lufthavne er ét blandt flere, som skal få nordmændene til at ryge mindre.

Ligesom i Danmark er det ikke længere muligt at købe cigaretter i 10-styks pakker i Norge. Tanken fra myndighedernes side er, at det skal afholde flere unge fra at købe cigaretter, fordi man nu skal købe en pakke med 20 cigaretter, der er dobbelt så dyr.

Ifølge Markus Lindblad har denne ændring dog ikke haft nogen betydning. Salget er hverken gået op eller ned.

- Salget er konstant og vi ser ingen ændringer, siger han.

De norske sundhedsmyndigheder har ingen statistik for salget af taxfree-cigaretter i lufthavnene, skriver den norske avis.

/ritzau/NTB

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.