Nikolai Norup nåede blot at få lidt under fem måneder som administrerende direktør for håndboldklubben Viborg HK, før han onsdag måtte sige farvel. Det skete på grund af uenigheder med bestyrelsen om strategien for fremtiden.
De danske mestre for kvinder har i stedet ansat Henrik Dahl som administrerende direktør.
Han blev for to dage siden gjort til konstitueret bestyrelsesformand, efter at Ove Kloch smækkede med døren og gik.
Nu er Palle Kjeldgaard-Christiansen ny bestyrelsesformand i klubben, der for nylig også fyrede cheftræner Christian Dalmose.
Hvilke uenigheder har der været med Nikolai Norup?
- Det kan jeg ikke uddybe, siger Palle Kjeldgaard-Christiansen.
Viborg HK meddelte mandag, at klubben forventer et negativt årsresultat på mellem fem og otte millioner kroner. Det betyder, at klubbens egenkapital kommer til at ligge et sted mellem nul og minus tre millioner kroner.
Derfor håber klubben at få hjælp fra investorer til at sikre økonomien.
Viborg kan se tilbage på en måned, hvor cheftræneren er blevet fyret, bestyrelsesformanden er gået af, og nu er direktøren også stoppet. Hvad betyder det for arbejdet med at sælge sponsorater?
- Jeg må være ærlig og sige, at vi kalder det her for en ny begyndelse for Viborg HK, siger Palle Kjeldgaard-Christiansen.
Og hvad ligger der i det?
- På mange måder har det været en hård udskiftning for os, det er klart. Men nogle gange skal man rigtig langt ned at ligge, før man begynder at rejse sig igen. Vi er begyndt at rejse os igen, og det er målsætningen, siger han.
Viborg HK meldte mandag ud i en fondsbørsmeddelelse, at fyringen af Christian Dalmose betød en negativ påvirkning af det i forvejen røde regnskab.
Kommer Nikolai Norups afgang til at betyde yderligere negativ påvirkning af regnskabet?
- Det vil i den sammenhæng være en uvæsentlig påvirkning, siger Palle Kjeldgaard-Christiansen.
Viborg HK's nye direktør, Henrik Dahl, mener lige som formanden, at klubben har et stort stykke arbejde foran sig.
- Det bliver helt afgørende for os, at vi får fundet frem til den forretningsmodel, som vi har talt om i en uges tid. Vi har ikke noget konkret endnu, men vi melder noget ud omkring den 1. maj.
- Vi skal ud og genskabe vores troværdighed. Både hvad angår økonomi, men også i forhold til, at vi ikke melder noget ud, der ikke holder efterfølgende, siger Henrik Dahl.
Rent sportsligt er Viborg HK med i kvartfinalerne i både Champions League og i Boxer Dameligaen.
Onsdag klokken 19.30 spiller holdet den første af to DM-kvartfinaler ude mod Randers HK.
/ritzau/