Ny vaccine giver bedre beskyttelse mod livmoderhalskræft
En ny vaccine, der kan beskytte mod op til 90 procent af alle tilfælde af livmoderhalskræft, er på vej.


Der kan snart blive endnu bedre muligheder for at vaccinere mod livmoderhalskræft. Det fortæller Kræftens Bekæmpelse i en pressemeddelelse. En international forskergruppe bestående af blandt andet danskere har udviklet og undersøgt en ny HPV-vaccine.

Den nye vaccine kan beskytte mod op til 90 procent af alle tilfælde af livmoderhalskræft, hvor den gamle vaccine kun beskytter mod op til 70 procent.

Susanne Krüger Kjær, der er professor på Rigshospitalet og forskningsleder hos Kræftens Bekæmpelse, har været med på det danske forskerteam, der har testet den nye vaccine.

- Resultaterne i vores undersøgelse af den ny vaccine ser meget positive ud, siger hun i en pressemeddelelse.

Forskerne har indsamlet resultater fra mere end 14.000 kvinder over en fireårig periode og resultaterne viser, at den nye vaccine er mere effektiv end den gamle og ikke giver flere bivirkninger.

De amerikanske sundhedsmyndigheder, FDA, har godkendt den nye vaccine.

- FDA godkender ikke den nye vaccine, medmindre de har sikkerhed for, at den er effektiv og har et minimum af bivirkninger, fortæller Susanne Krüger Kjær.

Den nye vaccine mod livmoderhalskræft beskytter mod ni forskellige HPV-typer. Vaccinen, der bruges i dag, beskytter kun mod fire forskellige HPV-typer. Den nye vaccine beskytter mod de samme fire HPV-typer som den gamle samt fem nye.

Vaccinen mangler stadig at blive blåstemplet af de europæiske sundhedsmyndigheder, EMA, så det er stadig uvist, hvornår vaccinen kan bruges af danske kvinder.

Som det ser ud i dag, kan danske 12-18-årige piger blive gratis vaccineret mod livmoderhalskræft. Fra 2014 til 2015 kan piger, som er født fra 1993 til 1997, igen blive gratis HPV-vaccineret, hvis de ikke nåede det i første omgang.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.