Ny undersøgelse: Mænd har nemmere ved at balancere karriere og familieliv
Ny undersøgelse fra Dansk Magisterforening fastslår, at de mandlige ledere har nemmere ved at få arbejde og familieliv til at gå op end de kvindelige.
Kvinder i lederstillinger har svært ved at få familie- og arbejdsliv til at hænge sammen. 
Kvinder i lederstillinger har svært ved at få familie- og arbejdsliv til at hænge sammen.  Modelfoto: Scanpix/Arkiv


De mandlige chefer har det nemmere end de kvindelige, når det kommer til at få arbejde og familieliv til at gå op. 

Det viser en ny undersøgelse, lavet af Dansk Magisterforening. 

I undersøgelsen, hvor 1.304 medlemmer har deltaget, svarer 66 procent af de kvindelige ledere, at de de seneste tre måneder har haft svært eller meget svært ved at balancere deres arbejds- og familieliv. For de mandlige ledere gælder det 46 procent. 

- Det er klart, at kvinderne, der tager den største del af det ulønnede arbejde derhjemme, bliver pressede, når de samtidig skal lægge flere timer i det lønnede arbejde ude, siger Nanna Højlund, der er næstformand i LO og formand for Kvinderådet. 

Nanna Højlund  lægger dog vægt på, at undersøgelsen viser, at både mænd og kvinder har svært ved at finde balancen. 

Også svært for mændene

Det samme gør formand for Dansk Magisterforening, Camilla Gregersen. 

- Det er heftigt at se, at næsten halvdelen af de mandlige ledere har det svært, og at kvinderne oplever et endnu større pres. Det tyder på, at begge køn har udfordringer ved at gøre karriere, samtidig med at de ønsker at tage del på hjemmefronten, være nærværende og køre børnene til fodbold eller judo, siger Camilla Gregersen. 

At flere kvinder end mænd finder det svært, forklarer hun med, at kvinder i lederstillinger er et forholdsvis nyt fænomen, der udfordrer de traditionelle forventninger til en kvinde: 

- Der bliver nok i højere grad kigget skævt til kvinden, der henter sit barn i børnehaven fem minutter i lukketid, end til manden, der gør det samme. Og det kan være med til at presse kvinden, siger Camilla Gregersen.

Vær mindre på mail og telefon 

Hun finder det dybt problematisk, at ledere - både mænd og kvinder- arbejder døgnet rundt og derfor ikke kan få familielivet til at hænge sammen. 

- Det er et stort tab for samfundet. For det er talentspild, når gode, kompetente ledere fravælger stillingen efter to år, fordi det bare ikke hænger sammen. Derfor skal der skabes løsninger, hvor det er i orden - også for en leder - ikke at stå til rådighed døgnet rundt. Det vil påvirke hele arbejdspladskulturen, for det grænseløse arbejde er også en problemstilling på medarbejderniveau, siger Camilla Gregersen. 

Camilla Gregersen mener, at lederne skal være bedre til at begrænse deres online-tid. Det kunne ske ved kun at være tilgængelig på mail eller telefon en eller to timer om aftenen, foreslår hun. 

Presser hele samfundet

Nanna Højlund mener derimod, at problemet bunder i samfundsmæssige strukturer, der gør det svært for de danske børnefamilier at finde balancen. 

Hun peger på en tidligere undersøgelse fra Rockwoolfonden, der viser, at danske familier ønsker flere børn, end de 1,7, som de i gennemsnit får. 

- Det handler ikke bare om den enkelte familie, der er presset. Det er hele samfundet, der er presset, siger Nanna Højlund. 

Hun mener, at hvis fødselstallet skal op, så kræver det blandt andet daginstitutioner af høj kvalitet og at fædrene tager mere barsel.

DA: kvinder mere forpligtede over for familien

33 procent af respondenterne i undersøgelsen arbejder i private virksomheder.

Men hos Dansk Arbejdsgiverforening (DA), er man ikke bekymret over, at flere kvinder end mænd har svært ved at finde balancen. 

Overenskomstchef Martin Steen Kabongo fremhæver, at Danmark er et af de bedste lande i verden til at forene arbejdsliv og familieliv, og at rammerne for de kvindelige og mandlige ledere er ens.

Han mener, at resultatet er udtryk for forskellige prioriteringer kønnene imellem.

- Det kunne tyde på, at kvinderne føler sig mere forpligtede overfor familien, end mænd gør, siger han. 

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.