Ny undersøgelse: Flest dødsulykker sker mandag og tirsdag
En ny kulegravning af arbejdsulykker, viser, at de fleste dødsulykker sker i starten af ugen, skriver Fagbladet 3F.
Du skal være ekstra vågen på arbejdet mandag og tirsdag. her er nemlig størst risiko for ulykker. 
Du skal være ekstra vågen på arbejdet mandag og tirsdag. her er nemlig størst risiko for ulykker.  Foto: Søren Bidstrup/Scanpix/arkiv


Sandsynligheden for at dø på arbejdet er størst i begyndelsen af ugen. 

Mandag og tirsdag er nemlig de ugedage, hvor flest mennesker omkommer på arbejde. Det viser en kulegravning af dødsulykker på jobbet de seneste 12 år, skriver Fagbladet 3F.

Ud af 464 arbejdsrelaterede dødsulykker i perioden 2004 til og med 2015, kan ugedagen fastslås for 439 af dødsulykkerne. 161 af dem skete mandag eller tirsdag. Det svarer til, at knap 37 procent af dødsulykkerne skete på en af ugens første to dage.

- Jeg har set et forskningsstudie, som viser, at flere ulykker sker om mandagen, færre om tirsdagen og endnu færre de efterfølgende dage i ugen. Det falder konsekvent, siger Kent J. Nielsen, der er Ekspert i arbejdsmiljø og souschef på Arbejdsmedicinsk Klinik ved Regionshospitalet i Herning.

Tidspunktet for dødsulykkerne kan fastsættes for 237 af de 264 dødsulykker. En gennemgang viser, at 115 af de 237 dødsulykker skete om eftermiddagen, hvilket svarer til 48,5 procent.

- Det er nok udtryk for et højt aktivitetsniveau. Det er nok det tidspunkt, hvor flest er i sving. Både dem, der er startet sent, og dem, der går tidligt hjem, siger Peter Hasle, der professor ved Aalborg Universitet og ekspert i arbejdsmiljø.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.