Ny transportminister skal genoverveje togfond
Hans Christian Schmidt skal lave et serviceeftersyn af togfonden, som kan føre til ændringer.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) præsenterede søndag regeringen efter at have været hos dronningen på Amalienborg.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) præsenterede søndag regeringen efter at have været hos dronningen på Amalienborg. Foto: ANDERS RYE SKJOLDJENSEN/POLFOTO


Den nye transportminister Hans Christian Schmidt (V) får som en af sine opgaver at gennemgå den forrige regerings togfond og om muligt tilpasse den.

- Regeringen ønsker en transportpolitik, hvor der er balance mellem investeringer i vejprojekter og kollektiv trafik, konstateres det i regeringsgrundlaget.

Venstre er ikke med i forliget om togfonden, hvor partiet forlod forhandlingerne, inden de for alvor kom i gang.

Det skete i protest mod finansieringen - en ændring af beskatningen af Nordsøolien - som ifølge partiet vil skade beskæftigelsen.

I stedet vedtog den tidligere regering investeringsplanen sammen med de røde partier og Dansk Folkeparti.

Spørgsmålet er således, hvor meget regeringen har mulighed for at ændre i aftalen, men der lægges ikke desto mindre op til en granskning.

- Regeringen vil foretage et serviceeftersyn af Togfonden DK og om nødvendigt tilpasse udrulningen af Togfonden, lyder det i grundlaget.

Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl bakker op om tiltaget.

- Hvis man skal føre en ansvarlig økonomisk politik, så skal man sørge for ikke at bruge flere penge, end man har.

- Vi har hele tiden ment, der skulle laves et serviceeftersyn, så man holder øje med, om de indtægter, som er forudsætningen for togfonden, også er der, siger han til Ritzau.

Han understreger dog, at Dansk Folkeparti står ved forliget om togfonden.

- Vi står selvfølgelig ved de aftaler, vi har indgået, også under den tidligere regering, siger Thulesen Dahl.

Derudover fremhæver regeringsgrundlaget tre andre trafikprojekter.

- Regeringen vil igangsætte en undersøgelse af en ny midtjysk motorvej på strækningen Give-Billund-Lunderskov samt løbende søge at forbedre fremkommeligheden på den østjyske motorvej E45, skriver regeringen og tilføjer:

- Der skal igangsættes en undersøgelse af en østlig ringvej i København (havnetunnel, red.). Undersøgelsen skal blandt andet belyse finansieringsmulighederne.

Regeringen varsler samtidig, at brugen af offentligt-private partnerskaber skal øges i forbindelse med offentlige bygge- og anlægsprojekter.

- Råderummet for nye store investeringer er meget begrænset i de kommende år, da der allerede er igangsat mange infrastrukturprojekter.

- Ved investering i nye infrastrukturprojekter skal der gives prioritet til investeringer, der har et højt samfundsøkonomisk afkast, skriver regeringen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.