Ny tendens: Derfor vokser de største danske byer
Indbyggertal i Aarhus og København stiger på grund af fødsler og udlændinge - ikke tilflytning fra provinsen.
Aarhus tiltrækker ikke længere så mange mennesker som under finanskrisen. Det samme gør sig gældende i København. Arkiv
Aarhus tiltrækker ikke længere så mange mennesker som under finanskrisen. Det samme gør sig gældende i København. Arkiv Foto: JAN DAGØ/POLFOTO


Det er en myte, at danskerne flokkes om storbyerne København og Aarhus.

En ny opgørelse viser, at landets to største kommuner vokser på grund af indvandring, og fordi der bliver født flere i byerne, end der dør.

Til gengæld vokser de ikke længere, fordi der netto flytter danskere til byerne fra andre dele af landet.

Det skriver Finans, Jyllands-Postens erhvervsmedie.

- København og Aarhus frastøder nu lige så mange familier, som de tiltrækker af unge, der skal studere. Flyttemønstrene har ændret sig, og det store træk til storbyerne er forbi, siger fremtidsforsker Jesper Bo Jensen, som forsker i flyttemønstre og boligforhold, til Finans.

Der er tale om en ny tendens, der begyndte at slå igennem sidste år, og som nu er tydelig.

Sidste år flyttede der netto 764 danskere til København og 448 til Aarhus. Det er det laveste niveau, siden finanskrisen rasede i 2008.

Det viser tal fra Danmarks Statistik.

- Aarhus vil i år ende med at have en nettofraflytning, mens nettotilflytningen til København vil være lige omkring nul. Byerne vokser på grund af fødsler og udlændinge. Det er ikke danskere fra Udkantsdanmark, der flytter til dem, siger Jesper Bo Jensen.

Ifølge en boligforsker har en del danskere bosiddende i København ønsket at flytte væk i lang tid.

- Men de har været stavnsbundne til deres lejligheder, fordi de købte, da priserne sidst toppede. De kan nu igen sælge uden tab, og det får flere af dem til at købe det hus, som de egentlig længe har efterspurgt, fordi de har fået børn, siger Morten Skak, lektor ved Syddansk Universitet, til avisen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.