Ny taktik sikrer Peter Sagan årets første triumf
Klog af skade undlod Peter Sagan at tage et tungt slæb i finalen i Gent-Wevelgem, og det gav pote.
Peter Sagan sparede en smule på kræfterne inden spurten i Gent-Wevelgem, og det sikrede ham årets første sejr. Arkivfoto.
Peter Sagan sparede en smule på kræfterne inden spurten i Gent-Wevelgem, og det sikrede ham årets første sejr. Arkivfoto. Foto: Luca Zennaro/AP


Med en håndfuld andenpladser og nul sejre i 2016 forud for søndagens Gent-Wevelgem vidste Tinkoff-stjernen Peter Sagan godt, at han skulle ændre på noget for at få en sejr.

Den slovakiske verdensmester har siddet med i adskillige finaler i cykelløbene i denne sæson indtil videre, men hårdt arbejde i udbruddene har tappet ham for kræfter til den spurt, hvor han ellers er så stærk.

Klog af skade sørgede Sagan for, at følgesvendene søndag, Fabian Cancellara (Trek-Segafredo), Sep Vanmarcke (LottoNL-Jumbo) og Viacheslav Kuznetsov (Katusha), også tog gode føringer på de sidste kilometer, og det virkede.

Taktikken kastede den første sejr iført den regnbuefarvede VM-trøje af sig, da Sagan vandt de fire udbryderes spurt.

- Finalen var hård, fordi vi var i udbrud. Jeg ville ikke lave den samme fejl som tidligere og trække hele vejen til mål, siger slovakken i en pressemeddelelse fra Tinkoff-holdet.

I stedet sørgede han for, at arbejdet i gruppen blev fordelt nogenlunde ligeligt, og det gav ham overskud i spurten.

- Jeg er meget glad for, at jeg endelig vandt i denne trøje (VM-trøjen, red.). Det er også et vigtigt løb for mig - det er anden gang, jeg har vundet her, lyder det fra slovakken.

Michael Mørkøv (Katusha) blev bedste dansker på en tiendeplads.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.