Ny superligaklub døjer med rekordunderskud
Det har været dyrt for fodboldklubben FC Vestsjælland at spille i landets bedste række.
Lønudgifterne er i FC Vestsjællands regnskab for 2013/2014 fordoblet fra godt 11 millioner til 22 millioner kroner.
Lønudgifterne er i FC Vestsjællands regnskab for 2013/2014 fordoblet fra godt 11 millioner til 22 millioner kroner. Foto: EMIL S¯RENSEN THOMAS/POLFOTO


FC Vestsjællands første sæson i superligaen blev et dyrt bekendtskab.

Faktisk så dyrt, at Slagelse-klubben kom ud med det hidtil største underskud i projektets seksårige historie, skriver Sjællandske.

Regnskabet for sæsonen 2013/14 viser et underskud på cirka 5,5 millioner kroner.

Blandt andet er lønudgifterne fordoblet fra godt 11 millioner til 22 millioner kroner.

Egenkapitalen er også blevet spist op, så aktionærerne har indskudt ekstra kapital efter regnskabsårets afslutning.

- Indtægterne står ikke mål med udgifterne. Det har været helt afgørende, at vi mangler sponsorindtægter og salg af en til to spillere. Og så har tilskuerindtægterne heller ikke været på det niveau, vi havde håbet på, siger direktør Gert Hansen til avisen.

Der er også underskud på driften men "kun" på 4,2 millioner kroner mod 5,9 året før.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.