Ny skattepakke: Aftaler skal deles i EU
Hver tredje måned skal EU-medlemslande dele informationer om nye skatteaftaler med resten af EU, lyder forslag.
Pierre Moscovici, økonomikommissær i EU, præsenterer onsdag EU-Kommisionens skattepakke.
Pierre Moscovici, økonomikommissær i EU, præsenterer onsdag EU-Kommisionens skattepakke. Foto: Virginia Mayo/AP


Information om de enkelte EU-landes skatteaftaler med virksomheder skal udveksles automatisk.

Sådan lyder et af hovedelementerne i første del af EU-Kommissionens skattepakke, som økonomikommissær Pierre Moscovici præsenterer onsdag på et pressemøde i Bruxelles.

- Alle medlemslande skal dele detaljer med hinanden, slår Moscovici fast.

Det vil være hver tredje måned, at de nationale skattemyndigheder skal sende en kort rapport til alle andre medlemslande med informationer om nye skatteaftaler.

Moscovici understreger, at det kommer til at ske systematisk og automatisk.

Det skal blandt andet hjælpe EU-landene til at opdage skattespekulation og sikre en mere fair og gennemskuelig beskatning og derved gøre det sværere for multinationale virksomheder at shoppe rundt efter de mest lukrative skatteforhold.

- Større gennemsigtighed vil føre til større eftersyn, siger Moscovici og forklarer, at et medlemsland kan bede et andet medlemsland om flere detaljer om en specifik aftale.

Skattepakken skal imidlertid også følge op på sidste års såkaldte luxleaks, hvor det blev afsløret, hvordan multinationale firmaer via uigennemskuelige aftaler med Luxembourg begrænsede deres skat til et minimum.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.